Naturoplevelser i påsken

Foto: Destination Nordvestkysten

Foråret har gjort sit indtog, og påsken er over os. Blomster og blade springer ud, dagene bliver længere, temperaturerne stiger, og solen kaster igen lys på Nordvestkystens smukke naturområder. Her finder du en række forslag til storslået natur, som du kan opleve i påsken.

Bulbjerg
Destination Nordvestkysten

Bulbjerg

Den 47 meter høje kalkstensknude, der på vandsiden har formet sig som en stejl klint, er Danmarks eneste fuglefjeld udenfor Bornholm. Området omkring Bulbjerg byder på små fiskerlejer, stisystemer, klitplantager m.v. Du kan bl.a. komme på guidet tur ved Bulbjerg og blive klogere på områdets naturhistorie.

Bovbjerg Klint
VisitNordvestkysten

Bovbjerg Klint

Klods op ad Vesterhavet ligger Bovbjerg Klint - Det eneste sted i Danmark med tværsnit fra de seneste to istider. Står du på toppen af klinten, kan du nyde udsigten over Vesterhavets Jyske Rev, mens du bag dig vil finde Bovbjerg Fyr, som kan tilbyde dig mad og drikke samt kunstoplevelser i fyrets to fløje.

Svinklovene - Svinkløv
Nordvestkysten

Svinklovene

Fra Svinklovene kan du nyde den fantastiske udsigt over Jammerbugten. Måske kan du genkende naturomgivelserne fra TV-serien Badehotellet? Gå en tur ad Hjertestien, hvor du vil støde på det ikoniske Svinkløv Badehotel eller tag en tur på MTB i området omkring Svinkløv Klitplantage og Slettestrand, hvis du er til lidt mere fart over feltet.

Husby Klitplantage Ruten
VisitNordvestkysten

Husby Klitplantage

Husby Klitplantage er et større klit- og skovområde tæt ved Nissum Fjord. Gennem Klitplantagen, der er rig på dyreliv, strækker sig en 15 km. lang vandrerute i varieret terræn bestående af både skov, heder og klitter. I plantages skovområde findes badesøen Skavemosen, hvor I kan nyde jeres frokost på turen.

Rubjerg Knude sommer2020
Destination Nordvestkysten

Rubjerg Knude

Én af Nordjyllands største naturattraktioner finder du ved Rubjerg Knude, som særligt kendetegnes ved fyret. Vandreklitten er del ad den barske Lønstrup Klint – som strækker sig 12 km. fra Lønstrup til Løkken. I nærheden af Rubjerg Knude ligger Mårup Kirke. Kirken ligger i udkanten af skønne Lønstrup, der i påsken byder på en lang række kunstferniseringer.

Nationalpark Thy
Mette Johnsen

Nationalpark Thy

Nationalpark Thy er Danmarks første af slagsen, og desuden også landets største vildmark, med sit 244 km2 store areal. Hele området består af vildt, fredet natur. I nationalparken kan du vandre og cykle ad forskellige ruter, overnatte eller bade i hav og søer, mens der også er en række spændende seværdigheder at besøge.

Fosdalen
Destination Nordvestkysten

Fosdalen

Med både udkigsposter, smukke hedestrækninger, løvskov og kilden som rinder i dalen, er Fosdal plantagen et af Han Herreds mest kendte udflugtssteder. Selve dalen er særligt kendetegnet ved sine gangbroer, som går langs den gamle helligkilde, Vor Frue Kilde. I nærområdet er der attraktioner både for par og for børnefamilien.

Klosterheden Plantage
Destination Nordvestkysten

Klosterheden Plantage

I Klosterheden Plantage kan du hurtigt få en hel dag til at gå. Plantagen råder over hele 17 vandreruter og 65 km. rideruter og Danmarks længste MTB-spor. Omkring solopgang og solnedgang er det ikke utænkeligt at se de flotte krondyr, der har hjemme i plantagen, og så kan du gå på jagt efter bæverspor og se de imponerende dæmninger. 

Nissum Fjord
VisitNordvestkysten

Naturpark Nissum Fjord

Nissum Fjord ligger tæt ud til Nordsøen, kun adskilt af en smal tange og slusen ved Thorsminde. Udover fjorden omfatter naturparken også eng, skov, sø og klithede – alt sammen noget du vil kunne opleve, hvis du bevæger dig ud på en af vandreruterne i området, hvoraf den længste, som går rundt om fjorden, strækker sig 70 km.

Tornby Klitplantage
Hirtshals Turistbureau

Tornby Klitplantage

I Tornby Klitplantage har du rig mulighed for at bruge naturen aktivt. Her er både mountainbike-, vandre- og rideruter. Er du til overnatning i det fri, har plantagen en shelterplads til fri afbenyttelse. I plantagen findes også en indhegnet hundeskov, hvor din firbenede ven kan løbe frit og, lige som dig, nyde godt af en tur i det fri.  

Geopark Vestjylland
Destination Nordvestkysten

Geopark Vestjylland

I Geopark Vestjylland kan du blive  klogere på hvordan is, vand og vind og mennesker har skabt et fascinerende landskab. Geoparken rummer fortællinger om geologi, kulturhistorie og natur. Her er mange ruter hvad du er til fods, på cykel, i bil, til hest eller til havs. Find oplevelserne med App’en Geopark Vestjylland fra App Store eller Google Play.

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish