skip_to_main_content

Vandrerute - Husby Klitplantage Ruten

Tag på en unik vandretur på 15 km på vestkystens første certificerede vandrerute i Husby Klitplantage ved Vesterhavet. 

Du vandrer i varieret terræn, tæt på vandet, og bliver udfordret i klitterne langs den smukke barske vestkyst, du mærker stilheden på heden, møder årstidens farver og hører fuglene kvidre, mens du bevæger dig gennem Husby Klitplantage.

 

Prøv en vandreoplevelse i særklasse på vestkystens første certificerede vandrerute i Husby Klitplantage ved Vesterhavet. 

Med den 15 km lange vandrerute i Husby Klitplantage får du gode muligheder for at få frisk luft og nyde det store Vesterhav, parabelklitter, skov og en lille hyggelig fjordhavn. Nyd de fantastiske naturoplevelser, mærk vinden i håret og få røde kinder.

Her kan du skue ud over storheden, og føle dig lille og ubetydelig i det udstrakte landskab.

Plantagens historie startede med en historisk vandring:

Fire gæve klitbønder, snørede i 1856 vandreskoene og gik hele vejen til kongen i København for at klage sognets nød: Husby var ved at drukne. Ikke i Vesterhavets glubske bølger, men i sand. Sandflugt har været et problem, som har præget området og livet her i mange generationer.

Helt tilbage i 1500-tallet forbød kongen, at man fjernede vegetation fra området. Alle planter kunne være med til at holde på det flyvske sand. Men i 1856 blev det alligevel for meget. Markerne sandede til, og Husby Sogn ville snart blive dækket til. Sandet nåede nu allerede op i bunker foran kirken.

Heldigvis var kongen, Frederik VII, lydhør over for bøndernes problemer. Han gav dem endda lidt rejsepenge, så de i det mindste ikke skulle gå hele vejen tilbage.

I 1858 kom den første klitplantør, Drewsen, til Husby. Det blev startskuddet til Husby Klitplantage og dermed enden på den voldsomme sandflugt.

Se den interaktive rute på google maps her