©  Foto:

Panorama-cykelruten “Oplev naturens kræfter” - 43 km

Panoramarute 410 – Agger, Hurup, Bedsted Thy.

Cykelruten “Oplev naturens kræfter” kan være lidt af en udfordring med høje istidsbakker, sandfygning og vestenvind.

Turen bringer dig gennem historiske landsbyer og grønt agerland mellem Agger, Vestervig og Hurup i Thy.

Du kan med fordel starte turen ved De Sorte Huse i Agger, som blandt andet fortæller om kystsikring og "Vesterhavsbørsterne", som var med til at bygge høfderne langs vestkysten.

Turen fortsætter langs den smukke Flade Sø og videre til Lodbjerg Fyr, hvorfra der er en enestående udsigt over det barske landskab med klithede og plantage. Limfjorden ligger syd for, og mod nord ligger uspoleret natur. Gå ikke glip af en af Danmarks mindste landsbykirker, Lodbjerg Kirke, hvor der også er en fantastisk udsigt.

Ved Hurup Thy kan du besøge Aagaard Tekstil, som ligger i en 220 år gammel gård. Udsigtstårnet i Ashøj Plantage er Thys højeste punkt. Det rekreative område byder nu også på en trold, nemlig Ask fra Ashøj

Turen går videre til Vestervig Kirke - Nordens største landsbykirke. Kirken og området byder på mange kulturhistoriske minder, blandt andet ligger Liden Kirsten begravet på kirkegården.

Tæt på Vestervig Kirke ligger Æ Beeshus - en tidligere kostald, som nu bruges til udstilling om Vestervigs historie. Her kan du blive klogere på klostertiden, byhøjen, naturen, kulturen i området. Slå også en smut forbi den historiske Klostermølle.

Vestervig by byder på en fængslende oplevelse i det lille Fængsel- og Retshistoriske Museum i byen.

På vej tilbage til Agger kommer du igennem Krik Vig, som er en lille naturperle for surfere og lystfiskere.

 

Den i alt 41 km lange rute går ad asfalt-, grus-, og skovveje. 

Du kan læse mere om Panoramaruten Agger her, hvor du også kan planlægge din tur rundt i området.

 

 

 

 

 

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish