Strandene ved Nordvestkysten
Langs Nordvestkystens 250 kilometer kyststrækning er ingen strande helt ens. Vesterhavet har formet dem forskelligt med vind, bølger, sandflugt, klitter, høfder og havets evige bevægelse. Nogle steder ligger stranden bred og åben, andre steder rå og dramatisk.

Langs Nordvestkysten skifter strandene karakter næsten uden, man opdager det. På de 250 km kyststrækning fra Tversted i nord til Vedersø Klit i syd finder man nogle af Danmarks mest varierede strande ved Vesterhavet.
Her skifter stranden karakter alt efter, hvor man står. Vinden, bølgerne og sandet har gennem tiden formet hver strand på sin egen måde og sat sit aftryk på både landskabet, klitterne og byerne bag kysten. Nogle steder åbner stranden sig bredt og blødt med plads til badning, sandslotte og lange sommerdage, der især er attraktive for børnefamilier. Andre er skabt til vandreture, surf, solnedgange, frisk luft og mødet med Vesterhavets kræfter.
Med andre ord er der 250 kilometer forskellige måder at opleve Vesterhavet på.
En strand til enhver smag

Tversted strand
Du skal besøge Tversted Strand, hvis du drømmer om en klassisk stranddag ved Vesterhavet med en bred, hvid sandstrand, høje klitter og god plads til hele familien.
Her er der lavt strandvand, åbne vidder og gode muligheder for både badning, leg i sandet og friske gåture langs vandkanten. I sommerperioden er der livredning på stranden, og på dele af stranden kan du køre bilen helt ned på sandet, hvilket gør strandturen ekstra nem.
Tversted er også kendt for sine populære ishuse, hvor store vafler og den berømte hvide guf hører med til oplevelsen.

Husmoderstranden i Hirtshals
I Hirtshals får strandoplevelsen en maritim kant. Her ligger Husmoderstranden tæt på havn, fyrtårn, færger, fiskeri og udsigtspunkter og samtidig kun få skridt fra byens centrum.
Via havnepromenaden kan du nemt gå direkte fra byen til stranden, som er bilfri og særligt skøn for børnefamilier. Her er Blå Flag-klassificeret badevand, god plads til leg i sandet og fine muligheder for en dukkert eller gåtur med udsigt til Hirtshals Fyr.
De daglige afgange fra rederierne skaber færgefølger, der også gør stranden oplagt til surf og SUP.

Lønstrup - en kunstnerisk kyststrand
Lønstrup er et af de steder, hvor stranden og byen næsten smelter sammen. Her møder du en idyllisk, men rå kystperle ved Vesterhavet, hvor høfderne danner små, lavvandede laguner, der gør stranden særligt skøn for børnefamilier.
Går du nordpå langs vandet, åbner landskabet sig ved Lønstrup Klint, hvor Vesterhavet år efter år sætter sit tydelige aftryk på kysten.
Efter en tur ved vandet er der kort vej op i det gamle fiskerleje, hvor Lønstrup folder sig ud med gallerier, keramikere, små butikker og lokale kunsthåndværkere.

Løkken - en ikonisk badeby
Løkken Strand er en af de mest ikoniske strandoplevelser ved Vesterhavet. Her møder du en bred badestrand med fint, hvidt sand, brusende bølger og byen lige bag klitterne.
Stranden er særligt kendt for de hvide badehuse, der står på række i sandet og skaber den klassiske sommerstemning, som mange forbinder med Løkken. Samtidig er stranden oplagt til både badning, gåture og aktive oplevelser på vandet.
Her kan du tage en dukkert, gå langs de ikoniske badehuse, prøve kræfter med surf eller nyde en lang strandtur i det bløde sand.

Slettestrand og Svinløv
Slettestrand og Svinkløv-området har en mere rolig og naturnær stemning end de store badebyer. Her er naturen tættere på, terrænet mere kuperet, og strandoplevelsen hænger tæt sammen med de omkringliggende klitplantager.
Noget af det særlige ved Slettestrand er, at stranden også kan opleves af kørestolsbrugere. De gode adgangsforhold gør det lettere at komme tæt på Vesterhavet og gør stranden til et oplagt valg for familier og gæster, hvor tilgængelighed er vigtig.
Strand, klitter og plantage danner en smuk ramme om vandreturer, cykling og MTB.

Cold Hawaii
I Cold Hawaii møder du Vesterhavet i sin mest rå og levende udgave. Her er strandoplevelsen centreret om vind, bølger, surf og det særlige fællesskab, der opstår omkring havet.
Strandene ved blandt andet Klitmøller, Vorupør og Agger er kendt for deres åbne vidder, rå natur og gode forhold til surf, SUP, windsurfing og kitesurfing. Her læser man vejret på en anden måde, og havet bliver en del af oplevelsen — uanset om du selv går i vandet eller bare ser surferne fra stranden.
Selvom du ikke surfer, er området værd at opleve fra land.

Thyborøn
Thyborøn Strand er et sted, hvor du både mærker Vesterhavets rå natur og oplever en mere rolig strandramme mellem høfderne. Her bryder bølgerne mod kysten, mens høfderne skaber læ og mere beskyttede badeforhold tæt på stranden.
Den brede, hvide sandstrand har Blå Flag, og i sommerperioden er der livreddere fra TrygFonden. Samtidig ligger stranden tæt på Thyborøns by- og havneliv, så strandturen kan kombineres med fiskeri, frisk fisk, havnestemning og en tur ud langs høfderne, hvor du kommer helt tæt på mødet mellem havet, vinden og kysten.

Høfde Q ved Fjaltring
Høfde Q ved Fjaltring er et af de steder, hvor du kommer helt tæt på den rå vestkyst. Her møder du Vesterhavet med brusende bølger, åbne vidder og høfder, der rækker ud i vandet og giver stranden sin helt særlige karakter.
Stranden har Blå Flag og er et populært udflugtsmål for naturelskere, surfere og badegæster. Når vestenvinden har været forbi, trækker de kraftige dønninger surfere til, mens andre kommer for en gåtur langs vandet eller en frisk dukkert. En kørestolsvenlig rampe fra parkeringspladsen gør det nemt at komme ned mod stranden.

Thorsminde strand
Thorsminde ligger på det smalle land mellem Vesterhavet og Nissum Fjord. Her er havet, fjorden, fiskeriet og strandingshistorien tæt forbundet.
Thorsminde Strand er et særligt sted at opleve kysten, fordi du får både Vesterhavets rå natur og fjordens mere rolige stemning helt tæt på. Om sommeren etableres et badeområde med flydeliner mellem molerne, som skaber en tryg ramme for badning, og stranden har Blå Flag.
Stranden har også kørestolsvenlig adgang, så flere kan komme ned til sandet og tættere på Vesterhavet.

Vedersø Klit
Vedersø Klit Strand er et sted, hvor Vesterhavet får lov til at fylde. Stranden er bred, fuld af åbne vidder, klitter og masser af frisk havluft.
Stranden har en roligere karakter end de store badebystrande og er oplagt til en gåtur langs vandet, en pause i klitterne eller en tur ud for at se solen gå ned over Vesterhavet. Et særligt kendetegn ved Vedersø Klit er, at det er let for flere at komme tæt på havet. Fra parkeringspladsen fører en bred sti med strandmåtter ned mod stranden, og ved stiens ende er der bænke med udsigt over Vesterhavet.






