På weekend-vandretur i skøn natur
Det er ikke kun i forår- og sommerhalvåret, at det er skønt at vandre ved Nordvestkysten. Også om vinteren er der rig mulighed for at komme ud og vandre i områder med åbne vidder, dybe skovområder og Vesterhavets brusen som et fantastisk skue. Tag f.eks. på vandretur i en weekend hvor du kommer godt ned i tempo, og har tid til at nyde naturens stille ro. I Nationalpark Thy kan du vandre mellem ødemarker i vide udstrækninger eller blandt fyrretræerne, der ved vintertide giver en stille og nærmest magisk oplevelse at vandre under.
Langs Vestkysten kan du vandre på flere af de store nationale ruter, som Vestkystruten, Nordsøstien eller Hærvejen eller opleve noget af Danmarks Naturkanon, hvor Svinklovene og Fosdalen i Jammerbugten er udpeget som et af de 15 smukkeste steder i Danmark. Vandreruten i Fosdalen på 11 km. er klassificeret som Premiumroute af Deutsche Wandreinstitut. Det samme er den 15 km vandrerute i Husby Klitplantage, som er en del af Geopark Vestjylland. Også i Naturpark Nissum Fjord tæt på Thorsminde er der gode turmuligheder. Oplev den 70 km lange fjordrute - Rundt om Nissum Fjord, som går gennem alle de små fjordhavne.
Tag vandrestøvlerne på og tag på tur - det er bare vinterferie ude vestpå.
Læs mere om vandremuligheder ved Nordvestkysten.