Selvfølgelig kan turismen i Thy gå selv - men hvorfor skulle den dog gøre det?
Læserbrev af Peter Krusborg, direktør hos Destination Nordvestkysten: Svar til borgmesterkandidat Jens Kr. Yde (C)
Tak for, du vil diskutere turismeudviklingen i Thy i den kommende kommunalbestyrelsesperiode, Jens Kr. Yde. Vi har selv savnet, at turismen fik mere plads på den politiske dagsorden i Thisted Kommune.
Thy er uden tvivl et stærkt brand med mange, gode lokale kræfter, der vil den gode udvikling af turismen. En kæmpe styrke for enhver destination og i særdeleshed for et sted, som har så meget at vinde på at finde en bæredygtig vej til meromsætning, bosætning og nye arbejdspladser på ryggen af turismen. Derfor er det også yderst relevant, at man løbende reviderer, om man har sat det rigtige hold til opgaven.
Og så er vi tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Thy kan gå selv. Selvfølgelig kan man det, men ikke uden at miste indflydelse på den nationale turismepolitik, og ikke uden, at det betyder en ekstraregning til thyboerne på 2, 3, ja måske op til fire gange det millionbeløb, man i dag investerer i området. Vel at mærke uden, at man reelt øger det nuværende aktivitetsniveau.
Destinationsselskabet løser i dag en række udviklings- og markedsføringsopgaver langt billigere end den enkelte kommune vil kunne gøre det selv. Ved at splitte regningen, der hvor det giver mening, får den enkelte kommune løst en række kerneopgaver til en markant billigere pris. Det være sig udvikling af vores gæsteservice, gæsteundersøgelser, virksomhedsrettet forretningsudvikling, sæsonudvidelsesaktiviteter, vidensdeling på tværs af vores geografi, dataprojekter, koordinering af tværkommunale aktiviteter, indflydelse på den nationale turismepolitik, ansøgning om statsmidler til turismeprojekter, drift af fælles marketingplatforme, billed- og videoproduktioner fra området og ikke mindst en marketingmuskel, som giver os en stemme på vores prioriterede markeder.
I forhold til de opgaver, der skal løses lokalt, så ser vi kun en fordel i, at Thisted Kommune har valgt en turismestrategi, som spiller på flere strenge. Derfor er vi også selvsagt rigtigt glade for det gode samspil der i dag findes mellem Thy Turistforening, kommunen og Destination Nordvestkysten.
Det handler ikke om at redefinere Thy eller smide området ind i mastodontens store kødhakker for at lave en generisk nordvestkyst-leverpostej. Tværtimod handler det om at styrke den positive udvikling med respekt for Thys unikke DNA og til gavn for lokalområdet. Samtidig er det essentielt, at vi kommer udover stepperne, inden potentialet forsvinder hen i armene på vores konkurrenter.
Kort sagt: Vi skal skynde os langsomt uden at betale for meget. En opgave, som vi mener løses bedst i det eksisterende samspil mellem Thy Turistforening, kommunen, det lokale erhverv og Destination Nordvestkysten.
Skulle man endelig til lommerne for i højere grad at yde kommunalstøtte til et underfinansieret turismeområde, så vil det klart være vores anbefaling, at man kiggede i retning af en styrkelse af de eksisterende indsatser på tværs af kommunens to turismeorganisationer. En sådan prioritering ville til gengæld give utrolig god mening – på top og bundlinje.