Laila Zielke

Nordmænd fik varm velkomst af turistbranchen

4.3.2022
Foto: Anne Helene Kahr Thomsen

De norske passagerer på Fjord Lines første morgenankomst fra Bergen og Stavanger blev glædeligt overrasket i terminalen, da Destination Nordvestkysten, Hirtshals Turisme og frivillige stod klar med en varm velkomst.

Klokken lidt i otte onsdag morgen lagde ”Bergensfjord” til kaj ved Fjord Lines terminal med 568 passagerer om bord. Ingen af dem vidste, at der ventede en velkomst komite i anledning af, at selskabet nu igen sejler i henhold til ruteplanen. 
Smilene kom da også hurtigt frem, da nordmændene så det store banner, hvor sætningen ”Det er fortsatt deilig å være norsk i Danmark,” blev understøttet af viften med flag og høje ”velkommen til Danmark” råb. En passager lagde ikke skjul på, at han havde savnet Danmark. 
-    Det ER jo deilig at være norsk i Danmark,” sagde han, mens han tog imod en af de goodiebags og skottede smilende over mod det store røde og hvide banner.    


Stor lokal opbakning

Oplægget til eventet kom fra Destination Nordvestkysten, men i Hirtshals var turistchef Laila Zielke ikke sen til at gribe ideen, og hun fik købt norske flag til byens flagallé. Hun fik også hurtigt medlemmer af Hirtshals Handel & Erhverv, Byforum Hirtshals og ”Fortorvsmatroserne.” med på både at smøre rundstykker endog meget tidlig onsdag morgen og efterfølgende agere velkomstkomite sammen med Destination Nordvestkysten. 
-    Jeg synes, det er en rigtig fin ide at markere, at nordmændene nu er tilbage på den her måde, og vi glæder os over, at vi kan sende et signal om, at de er mere end velkommen, og at vi har gjort klar, så de kan føle sig trygge her, hvor vi er ved at være på den anden side af corona. 
Hun smiler og fortsætter:
-    Det var faktisk slet ikke svært at få de lokale kræfter med på ideen om en særlig velkomst, og det viser helt sikker, hvor meget, vi har savnet nordmændene i bybilledet her i Hirtshals, siger hun. 


Hos Destination Nordvestkysten, der blandt andet markedsfører Danmark i Norge, er der også lettelse over, at normalen nu vender tilbage. 
-    Det betyder utroligt meget for os og vores erhverv i Nordjylland, at vi nu igen kan byde nordmændene velkommen, for selvfølgelig har det kunne mærkes hos både turismeerhvervet og i detailhandlen, når man mister i omegnen af 400.000 norske overnatninger i Danmark, siger direktør Peter Krusborg med henvisning til overnatningstal fra 2019. 
-    Vi ved, at nordmændene er meget glade for os, så det her skal meget gerne vise dem, at vi er lige så glade for at se dem her, og at det stadig er rigtigt godt at være norsk i Danmark, fortalte Peter Krusborg.

Yderligere oplysninger kan fås hos Peter Krusborg, direktør Destination Nordvestkysten, 20802143 eller pkp@visitnordvestkysten.dk eller Laila Zielke, 41937740, lz@visithirtshals.dk 

 

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish