Turismeaktører til wokshop

Enighed i turismen: Nu skal vi tænke stort, skævt og nyt

1.11.2021
Foto: Destination Nordvestkysten

Rappelling fra vestkystens fyrtårne, Nordeuropas største lystfiskerkonkurrence eller en fælles sang, var nogle af de input, turismebranchen selv satte i spil, da Destination Nordvestkysten inviterede til en workshop i Hanstholm.

Her blev afsluttede projekter, kampagner og samarbejdet på tværs af kommunerne evalueret, og nye idéer kom i spil.

”Vi lagde op til, at vi sammen med turistbranchen skal tænke stort – og den greb de i den grad.” Sådan konstaterer Peter Krusborg, direktør hos Destination Nordvestkysten efter en workshop, hvor aktører fra Destination Nordvestkystens fem kommuner Thisted, Lemvig,  Hjørring, Jammerbugt og Holstebro mødtes med Destination Nordvestkysten i Hanstholm.

Han glæder sig over, at aktørerne er helt i tråd med det billede, der tegner sig med udgangspunkt i en række interviews med gæster hen over sommeren. Det viser nemlig, at nye målgrupper kommer efter mere end øde sandstrande og frisk luft. 

”De vil have flere oplevelser og aktiviteter på ferien, og det er det, vi sammen med aktørerne videreudvikler på nu,” forklarer Peter Krusborg og fortsætter:

”Vi har allerede gjort os erfaringer med en række tiltag, der i fremtiden kan forlænge sæsonen – for eksempel Hook & Cook, som var et stort fiskeevent i september, hvor aktører langs hele kysten bød ind med masser af aktiviteter – og som både turister og lokale tog rigtigt godt imod. 

”Det er sådanne aktiviteter og nye og endnu større tiltag og ideer fra os og aktørerne, der skal være med til at gøre, at vi fastholder de nye gæster, byder de faste gæster velkommen tilbage og undgår flaskehalse i højsæsonen, fordi vi fordeler trykket udover en større del af året,” forklarer han.

Fællesskab og kvalitet

Workshoppen varede det meste af dagen, og udover at lægge planer for destinationsudviklingen, blev samarbejdet aktørerne imellem og destinationens rolle også diskuteret. 

”Aktørerne vil rigtigt gerne fællesskabet med aktørerne i de andre kommuner, og de er helt med på at udvikle nye tiltag på tværs af kommunerne med respekt for de lokale særkender,” forklarer Peter Krusborg.

Direktøren tog dog også med sig hjem, at Destination Nordvestkysten skal være skarpere på at inddrage aktørerne i god tid og sørge for at facilitere fællesskabet løbende.

”Det er vigtige input, som vi indarbejder, når vi i de kommende uger kaster os ud i planlægningen af de næste kampagner,” siger Peter Krusborg.

Styrket branche mod nye store mål

Peter Krusborg tør godt tage den optimistiske kasket på. 

”Når branchen så tydeligt tilkendegiver, at de er klar til at udnytte det momentum, vi har ovenpå en Corona- periode, der er gået langt bedre end forventet, så er jeg ikke i tvivl om, at vi kommer styrket igennem og endda står overfor et kæmpe vækstpotentiale, i en grad, vi aldrig har set før,” siger han.

Peter Krusborg
For yderligere oplysninger

CEO

pkp@visitnordvestkysten.dk

Søger du informationer om Destination Nordvestkysten, kan du finde dem her.

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish