
SANS: Hirtshals, Lønstrup og Løkken i påsken
I påsken 2026 kan du vække sanserne til SANS, når Hirtshals, Lønstrup og Løkken summer af kunst, kultur og kaffepauser.
Din guide til SANS i Hirtshals, Tornby og Tversted
Her får du en lille kør-selv-tur til påsken, hvor oplevelserne ligger i små bidder. Vælg et par stop, tag den rute der frister, og nyd turen imellem dem. Og husk pauserne undervejs – de er ofte dér, dagens oplevelser gør størst indtryk.
Art Crawl (28. marts – 6. april)
Tag på Art Crawl og gå på opdagelse blandt de mangfoldige kunstnere i Hirtshals, Tornby og Tversted.
Kunsthåndværkermarked og bobler (2.–3. april)
Besøg kunsthåndværkermarkedet i Den Gamle Sømandskirke og gå på jagt efter lokale fund og fine detaljer. Det er den slags stop, hvor man tit kommer ud med mere, end man troede, man manglede.
Kulturstop i Hirtshals og omegn
Hvis du vil tættere på de kulturelle aner, der har skabt Hirtshals by, så læg vejen forbi: Hirtshals Fyr, Det Sorte Tårn og Hirtshals Museum.
Har du ikke fået nok kultur, kan du den 4. april opleve Forårsdag på landet, når Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg, blot 25 minutters kørsel fra Hirtshals, åbner dørene. På museets forårsdag kan du opleve hele tre forskellige aktiviteter på programmet: fåreklipning, markarbejde og podning af frugttræer.
Kaffepauser
I weekenden (kl. 10–15) kan du lande dagens indtryk med kaffe og kage i skolekøkkenet på Tversted Skole eller hos Café Bawærk. En pause, der føles som en lille belønning.
Din guide til SANS i Lønstrup
Her får du en konkrete anbefalinger til påske-oplevelser, der både kan ses, mærkes og smages.
5-års jubilæum hos Kegels (28. marts kl. 14–17)
Kig forbi mikrobageriet Kegels, når der fejres 5-års jubilæum. Der er små ekstra forkælelser og bobler i dagens anledning, og du kan selvfølgelig købe lækkert bagværk med til turen.
Åbne værksteder og kunstnerluft (28. marts – 5. april)
Lønstrup er et kunstmekka, hvor havluft og naturens kræfter sætter gang i kreativiteten. Gå på opdagelse i de åbne værksteder og oplev forårsudstillingerne hos Dorthe Visby. Hos Keramoda inviteres du til at lande i livet.
28. marts kan du komme til fernisering hos ART Studio, der præsenterer sin nye udstilling Essens.
2.–5. april præsenterer Loenstrup Smykke Design årets nye smykkekollektion.
Og hvis vejrudsigten lover godt vejr, kan du 29. marts tage med på en guidet tur til De Arbejdende Værksteder.
Must-see: Rubjerg Knude Fyr
Sæt kurs mod Rubjerg Knude Fyr, når du alligevel er i nærheden. Udsigten er fantastisk, vinden er frisk, og det er ét af de dér besøg, man godt må tage mere end én gang.
Forkæl dig selv med noget godt
Læg en pause ind hos Lønstrup Madhus eller Keramikcafé Møllehuset og nyd en sanselig smagsoplevelse. Tip: husk at booke bord i forvejen.
Din guide til Løkken
Løkken er skøn, når du vil blande kultur og kunst med frisk luft og gode pauser. Her er et par udvalgte stop med oplevelser til øjnene, lidt historie i baghånden og en pause, der smager af noget.
Børglum Kloster
Hele påsken kan du mærke historiens vingesus på Børglum Kloster, hvor gårdspladsen og de gamle rammer gør noget ved tempoet. Her er der plads til både ro, nysgerrighed og små detaljer, man får øje på, når man går langsomt.
Kunststien i Løkken
Tag en tur på Kunststien og lad Løkken vise sig fra sin kreative side. Den er perfekt til en lille runde, hvor frisk luft og kunst går hånd i hånd, og hvor der altid dukker noget op undervejs.
Gallerirunde i byen
Kig indenfor hos Galleri Løkken, Galleri Friis og Galleri Theilgaard og gå på opdagelse i alt det, der fanger blikket.
En sanselig pause
Læg en pause ind hos Løkken Badehotel og gør den til en del af turen. Om søndagen kan du sætte dig til rette ved deres kaffe/kagebord og bare nyde, at du ikke skal skynde dig videre.









