©  Foto:

Det sorte Tårn & Aktivitetspladsen på Hirtshals Havn

Velkommen til Vesthavnens maritime oplevelses- og aktivitetsplads.

Velkommen til Det sorte Tårn og Aktivitetspladsen

Her finder du en række gratis faciliteter, der indbyder til både oplevelser, aktivitet og afslapning. Området er skabt til helårsbrug – et sted hvor du kan forkæle sanserne, kan få pulsen op eller blot nyde udsigten og den maritime stemning.

  • Det sorte Tårn – en otte meter høj nyfortolkning af det historiske tårn med fantastisk udsigt over hav, havn, by og med kig til Hirtshals Fyr.
  • Pumpestationens fortælling – oplev historien om havnevandet, der forsyner Nordsøen Oceanarium og Forskerpark samt en række virksomheder med tilsammen 160.000 liter vand i timen. Få fortællingen via plancher og QR-koder opsat på pumpestationen.
  • Opholdstrappe som indbyder til et hvil og med skøn udsigt over havnebassinet og pladsen
  • Surf & SUP – grej-container i genbrugsmaterialer – til opbevaring, udendørs omklædning, bruser og drikkevand.
  • Ny trappeovergang på Vestmolevej – til skøn badestrand og til et af Vestkystens bedste surf- og SUP-spots.
  • Ude-fitness – stræk ud, bliv stærkere, få sved på panden og et smil på læben.
  • Opholdspladser & vandpost – perfekte til en pause for gående, cyklister og løbere.
  • Parkering – 12 pladser i tilknytning til pladsen.

Det sorte Tårn og Aktivitetspladsen er opført i 2025 med Hirtshals Turisme som bygherre og med lang række fonde, lokale aktører og Hjørring Kommune som bidragsydere. Se skilt på pladsen.

 

Om Det sorte Tårn

Under 2. verdenskrig, omkring 1942, blev der opført tre sorte tårne på Hirtshals Havn. Tårnene var en del af det tyske luftforsvar. De to af tårnene blev taget ned umiddelbart efter besættelsen, mens det tredje tårn blev stående til først i 70´erne.

Dette tårn var placeret for enden af Nordvestkajen og blev gennem årene flittigt brugt af lokalbefolkningen. Bl.a. som udflugtsmål, til udkig efter fiskerbåde på vej ind og ud af havnen og som samlingssted for ungdommen.

En ny attraktion med historisk forankring
Det sorte Tårn anno 2025 er et markant pejlemærke med arkitektoniske referencer til Hirtshals' fortid. Nu i en moderne udgave, som en del af et nyt oplevelses- og aktivitetsspot, der kombinerer historie, kultur og rekreative muligheder.

Udsigtstårnet er tegnet af Arkitektfirmaet Hovaldt og produceret hos den lokale limtræsvirksomhed, Lilleheden A/S.

Følg os:

Andre sider

VisitNordvestkysten © 2025
Danish