Fårup Sommerland bygger Danmarks ubetinget største rutsjebane
Fra 2022 vil Fårup Sommerland kunne åbne op for en nyhed, der bestemt bliver imponerende! De kan nemlig byde adrenalinhungrende gæster velkomne til Danmarks absolut største rutsjebane, der har en højde på 40 meter og en topfart på 95 kilometer i timen.
Gæster i Fårup Sommerland vil allerede på nuværende tidspunkt kunne se stor aktivitet på byggepladsen, hvor rutsjebanen Fønix de næste ca. 10 måneder vil tage form og rejse sig. Direktør Niels Jørgen Jensen forventer at kunne klippe snoren til Danmarks største rutsjebane i forbindelse med sæsonåbningen i påsken 2022.
Udover at være Danmarks største rutsjebane vil Fønix også blive den hurtigste med en topfart på 95 kilometer i timen. Rutsjebanen bliver 40 meter høj, mere end 900 meter lang og er samtidig den rutsjebane med mest såkaldt airtime - oplevelse af vægtløshed - i Skandinavien med 14 forskellige elementer som drop, loops og twists.
Samtidig bliver Fønix den første rutsjebane i verden med et såkaldt stall loop, hvor det klassiske loop kombineres med en omvendt camelback, som giver en oplevelse af vægtløshed i 2,5 sekunder. Fårup Sommerland-direktør Niels Jørgen Jensen forventer, at Fønix’ nyskabende design vil føre international opmærksomhed med sig.
Hold godt fast i stolen, og tag en virtuel tur med Fønix på filmen herunder.
Fakta om Fønix:
• Bliver Danmarks største rutsjebane.
• 40 meter høj og er dermed Danmarks højeste rutsjebane.
• Topfart på 95 km/t og er dermed Danmarks hurtigste.
• 905 meter lang og den vil dermed være Danmarks længste loop-rutsjebane.
• Første rutsjebane i verden med et såkaldt stall loop, hvor man udsættes for negativ G-påvirkning og dermed oplever vægtløshed hængende på hovedet.
• 14 momenter, hvor passagererne oplever vægtløshed. Dermed vil rutsjebanen være den rutsjebane i Skandinavian med mest såkaldt airtime, der er følelsen af vægtløshed, som opstår når kroppen udsættes for negativ G-påvirkning.
• Opføres af en af verdens førende rutsjebaneproducenter, Vekoma fra Holland.
• Hviler på 170 fundamenter, og det vil kræve 130 lastvognstræk at fragte Fønix til Danmark.
• Koster knap 100 mio. kr. og er med afstand største forlystelsesinvestering i Fårup Sommerlands 46-årige historie.
• Næststørste investering skete i 2013 i forlystelsen Orkanen, der kostede parken 44 mio. kr.