Gjøl Bigård

Biavler med den gode historie: De fineste kokke bruger ”rigeligt med honning”

4.7.2022
Foto: Destination Nordvestkysten

Nogen vælger at lade deres produkter tale for sig selv, mens andre lader en historie følge dem. På Gjøl Bigård sørger ejer Lars Bo Christensen altid for, at hans produkter bliver sendt ud i livet med en historie. Honning er nemlig ikke bare honning. 

Lars Bo Christensen tænker ellers egentlig ikke så meget over ”Den gode historie.” Han fortæller den bare, konstaterer han med et grin. Og det starter allerede når han byder på friskbagt brød med en god, stærk ost og honning i et rundhåndet lag.

”Det kan altså også noget, og det er ikke nogen helt dårlig eller usund start på dagen,” fastslår Lars Bo Christensen mellem to mundfulde, inden flere honning-historier finder vej.

Spørger man hos Lars Bo Christensen, så kan man for eksempel roligt skifte det gamle kokkemundheld fra blandt andet Brødrene Price om ”masser af smør” ud med ”masser af honning.”

Han nævner flere restauranter i den høje klasse som faste aftagere af hans honningprodukter.  

”Honning kan der arbejdes med, og det ved selv de fineste kokke, og når så restauranterne søger for at fortælle, hvor honningen stammer fra, og hvordan de har anvendt den i de retter, gæsterne får serveret, så er det, at gæsterne spidser ører, ” siger Lars Bo Christensen

Gjøl Bigård

Foto:Destination Nordvestkysten

Vi er trætte af stangvarer

Gæsterne, der besøger Gjøl Bigård, kommer hele året. En del langvejs fra. De kommer for at få historien om den lokalt producerede honning.

”Det er jo ikke svært at finde en historie at fortælle om honning,” konstaterer Lars Bo Christensen. Han fortæller gerne – for han synes oprigtigt honning fortjener positiv omtale, der er mere end en bisætning. 

”Der er jo nogen, der stadig synes, honning har et lidt blakket ry, fordi det jo ”også er sukker,” siger Lars Bo Christensen og fortsætter.

”Mange forbinder også honning med sådan en lidt ensartet beige masse i en plastikbøtte – og det er jo faktisk slet ikke sådan,” siger han og viser glas med lynghonning. I løbet af denne sæson står Gjøl Bigårds bistader 22 forskellige steder i Nordvestjylland, og det er med til at sikre, at honningprodukterne er alt andet end en ”stangvare.” 

Etiketterne fortæller deres helt egen historie om, hvor de summende bier har været rundt om i Jammerbugten.

 

”Jeg håber flere får øjnene op for, at  honning har mange gode egenskaber, og kan bruges til meget andet end til at indtage,” siger han.

Gjøl Bigård

Foto:Destination Nordvestkysten

Et øffende tilløbsstykke

Lars Bo Christensen, har lært om biavl fra sin egen far, der også havde bier, og han har drevet Gjøl Bigård i godt 20 år.

”Men det var jo en drøm for mig at blive biavler helt fra jeg var en bette knægt i Aalborg,” fortæller han.

Der gik dog nogle år før Lars for alvor kom i gang med biavlen.

Undervejs havde en både lederjobs og sælgerjobs, men en dag slog det ham, at der skulle ske noget andet. Farten skulle sættes ned, og det var tid til at mærke efter. Det var tid til at flytte til Gjøl.

I dag står han i spidsen for sin egen bigård med øffende smågrise, pippende kyllinger og summende bier i massevis - højt til loftet her ved ”Bjerget” og tæt på den dæmning, der binder Gjøl sammen med Øland.

Ud over at producere forskellig slags honning, propolis, pollen og bivoks, laver bigården også blandt andet honningvin på birkesaft.

Derudover holder han foredrag for andre biavlere og foreninger samt tager imod besøgende på bigården, ligesom han ofte er at finde rundt om på markeder.

Gjøl Bigård

Foto:Destination Nordvestkysten

Grisefester på Gjøl

På Gjøl Bigård er det nemlig ikke kun biernes summen, der fylder luften. Det er også skræppende ænder, gryntende grise og et par glade hunde.

Lars Bo Christensen snakker lavmælt til de små, brogede grise, som faktisk næsten er så tamme, at han kan gå tur med dem. Og som faktisk er lidt af et tilløbsstykke.

Det er lidt af et syn, der fremkalder smil på læben, medgiver han.

Han smiler selv.

”Men nå ja, glipper det med honningen her på Gjøl, kan vi jo altid samle op, hvor Mallorca slap og arrangere grisefester!”

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish