Glad indehaver modtager prisen
Jens Hedevang, der i øvrigt driver Hedevang Outdoor, er en erfaren naturvejleder og tidligere på året, da Coronaen gjorde sit indtog i Danmark, udviklede han konceptet Maxitours.
"Jeg har faktisk lidt svært ved at se mig sur på Corona", siger han og griner. "Ideen blev født på en workshop, som blev afholdt i Vækstprojektet Thorsminde-Thyborøn i foråret, og så har det ellers udviklet sig derfra.
Der har indtil nu været gennemført rigtig mange ture langs Nordvestkysten, og en hel del gæster er meget begejstrede for den unikke oplevelse. Der har været en stor tilstrømning af danske gæster til Nordvestkysten denne sæson.
"Jeg har været utrolig spændt på, hvordan det ville gå, og havde selv en formodning om, at det mest ville appellere til mænd i aldersgruppen 30-55 år. Men det har fuldstændig taget fusen på mig. Det er alt fra efterskole-elever, husmoderforeninger og højskoleelever. Ja, faktisk har jeg haft en dame på 91 år, som dårligt nok kunne gå, og hun skulle bare ud på en Puch Maxi. Det havde jeg ikke lige set komme", fortæller Jens Hedevang.
Men hvad er det, der lige præcis ligger til grund for successen og begejstringen for det velkendte, røde lyn, der suser afsted på havnen i Thyborøn?
Selv siger Jens Hedevang, at de fleste har et forhold til det at køre Puch Maxi. "Enten har de selv ejet en eller gemmer på en drøm om at prøve det. Det er et nyt, anderledes og sjovt koncept, og alle kan være med. Det at køre knallert har attraktionsværdi. Når du sidder på knallerten bliver du pludselig 15 år igen. Du er 100 % i det rum. Vi hyggesnakker, og det er helt nede på jorden. Samtidig har jeg været heldig med at få rigtig meget taletid i medierne, som har skabt ekstra opmærksomhed omkring det hele".