
Handicapvenlige attraktioner i Hjørring og omegn
Hjørring og omegn byder på et væld af spændende attraktioner og oplevelser, hvor tilgængelighed er en naturlig del af helheden. Her kan du udforske museer, kulturarv og natur uden begrænsninger.
Listen bliver løbende opdateret, så du altid kan finde de nyeste oplysninger om attraktioner i området.
Kørestolsvenlige oplevelser
Nordsøen Oceanarium
Nordsøen Oceanarium i Hirtshals er Nordeuropas største akvarium – et fascinerende univers under havets overflade. Her venter store oplevelser for hele familien året rundt med spændende udstillinger, leg og aktiviteter både ude og inde.
Handicapvenlige forhold:
Nordsøen Oceanarium er fuldt tilgængelig både inde og ude. Der er handicaptoiletter, elevatorer ved Doggerbanke og rørebassinerne samt handicapparkering ved indgangen. Ledsagere har gratis entré mod ledsagerbevis, og stedet er en del af mærkeordningen God Adgang.
Skallerup Seaside Resort
Skallerup Seaside Resort ligger midt i Vendsyssels storslåede natur, lige ud til det brusende Vesterhav. Her er der højt til himlen, masser af frisk luft og plads til både eventyr og afslapning.
Handicapvenlige forhold:
Skallerup Seaside Resort tilbyder handicapvenlige ferieboliger med ramper, støttegreb og brede døråbninger. Mange af faciliteterne er tilgængelige via elevator, og badelandet har handicapvenlige omklædningsrum. Kontakt receptionen eller livredderne for hjælp og information.
Vendsyssel Kunstmuseum
Vendsyssel Kunstmuseum ligger midt i Hjørring i den tidligere Bechs Klædefabrik, smukt omdannet af C.F. Møller. Museet forener moderne arkitektur med klassisk design og viser skiftende udstillinger samt værker af Niels Larsen Stevns. Her er også kreative aktiviteter for både børn og voksne året rundt.
Handicapvenlige forhold:
Museet modtager ledsagerkort, tilbyder lån af kørestol og har i samarbejde med Autismeforeningen lavet en AutismeToGo-guide.
Galleri Visby
Galleri Visby præsenterer kunst og kunsthåndværk på internationalt niveau fra en række anerkendte kunstnere fra både Danmark og udland. Her finder du værker inden for kategorier som fx. keramik, billedkunst, pileflet, træ, smykker og tekstil. Desuden findes her et udvalg af bjesk fremstillet på lokale urter samt gin og rom fra Maskdestilleriet fra Sønderjylland.
Handicapvenlige forhold:
Galleriet har niveaufri adgang via indgangsparti eller rampe samt automatiske døre og elevator eller lift. Der findes handicapvenlige toiletter, reserverede handicapparkeringspladser og god plads til kørestolsbrugere, herunder kørestolsvenlige borde. Derudover tilbydes rolige områder uden kraftig belysning og støj, og personalet har kendskab til Solsikkesnoren for at sikre en tryg og inkluderende oplevelse.
Loenstrup Smykke Design
Handicapvenlig ferie ved Nordvestkysten – Loenstrup Smykke Design
Oplev Nordvestkysten uden forhindringer. Ferie med let adgang, komfort og uforglemmelige oplevelser – for alle, uanset behov. I Lønstrup kan du besøge Loenstrup Smykke Design, hvor kunsthåndværk, kvalitet og tilgængelighed er tænkt sammen fra start.
Loenstrup Smykke Design er både værksted og butik med håndlavede smykker i guld og sølv, inspireret af Vesterhavets natur og det nordjyske landskab. Her møder gæster et roligt og overskueligt butiksmiljø med personlig betjening og mulighed for at opleve smykkekunsten på nært hold. Besøget egner sig godt som en del af en handicapvenlig ferie, hvor oplevelser, kultur og lokal autenticitet er i fokus.
Handicapvenlige forhold:
Butikken er registreret hos God Adgang og tilbyder dokumenterede adgangsforhold, der gør besøget muligt for mange gæster med fysiske udfordringer:
- Handicapparkeringsplads tæt på indgangen (ca. 10 meter).
- Niveaufri adgang til butikken via rampe fra parkeringspladsen, lavt dørtrin på ca. 2 cm.
- Indgangsdør med ca. 90 cm fri passagebredde.
- God plads i butikken med minimum ca. 200 cm fri passage mellem inventar og skranke.
- Fører- og servicehunde er tilladt.
De klare og gennemskuelige adgangsforhold gør det nemt at planlægge besøget og indgår naturligt i Nordvestkystens samlede udbud af handicapvenlige oplevelser, hvor tryghed, tilgængelighed og kvalitet går hånd i hånd.
Vendelbohus
Vendelbohus har gennem mere end et århundrede været et centralt kultur- og teaterhus i Hjørring. Den historiske og fornemme teatersal fra 1907 danner en smuk ramme om utallige koncerter, teaterforestillinger, Stand Up Comedy, foredrag og andre kulturelle begivenheder.
Handicapvenlige forhold:
Stedet har niveaufri adgang via indgangen i baggården, hvor der også forefindes handicapparkeringspladser.
I stueplan findes der handicapvenlige toiletter. Det er ikke muligt at benytte balkonen som kørestolsbruger eller dårligt gående.
Personalet har kendskab til Solsikkesnoren og møder gæster med særlige behov med respekt og hensyn.





