
Nyhed: Historisk august for tyske gæster
De tyske gæster har i mange år været kernen i turismen langs Nordvestkysten – og de fylder stadig mest i billedet. Men konkurrencen er blevet skarpere, og gæsten er ikke længere en selvfølge. I artiklen zoomer vi ind på de tyske gæster ved Nordvestkysten.
Sådan gik året
Tyskerne har længe været blandt vores vigtigste gæster – og det er de stadig. I 2025 stod de for 2.832.558* overnatninger langs kysten. Det er en mindre nedgang sammenlignet med 2024, men bag tallene gemmer sig en række forskydninger og nye mønstre.
August måned satte derudover rekord som den mest besøgte august siden Danmarks Statistik begyndte at opgøre tallene i 2017. Det er dog vigtig at have in mente, at den tyske feriekalender har haft indflydelse på denne rekord.


Tættere på: hvad betyder noget for den tyske gæster?
yskerne kommer gerne igen – men de skal mindes om, hvorfor det er værd at vende tilbage.
“Værdi for pengene” fylder mere end før. Det handler ikke om rabatter, men om fornemmelsen af, at ferien hænger sammen: god indkvartering, oplevelser i nærheden og tid til at være sammen som familie.
Feriehuset er stadig det klare førstevalg og står for langt størstedelen af overnatningerne. Men fra 2024 til 2025 er det camping (+4,2 %) og især hoteller og feriecentre (+19,6 %), der vokser mest. Det kan pege på, at flere i højere grad vælger komfort og bekvemmelighed tæt på kysten.
De fleste gæster ankommer i egen bil og vælger ferieformer, hvor natur, ro og frihed kan kombineres med aktiviteter i nærområdet. Det skal være nemt at få det hele til at gå op – og her rammer både feriehus, camping og feriecentre plet.
*kilde: VisitData 2025
Hvad er planerne for 2026?
I 2025 blev der sat ind med kampagner i det nordlige Tyskland op mod sommerens bookingvinduer. Indsatsen var rettet mod delstaterne Schleswig-Holstein, Hamburg, Niedersachsen og Bremen – med fokus på den nordvestjyske natur, dansk hygge og ferieoplevelser tæt på det hele.
I 2026 skærpes indsatsen yderligere med segmenteret storytelling og præcis timing op mod delstaternes ferier. Målet er at styrke kendskabet til Nordvestkysten som en ferie med høj oplevelsesværdi – særligt for familier og aktive gæster.
De tyske gæster er og bliver helt centrale for Nordvestkysten. Vi kan se, at ‘værdi for pengene’ handler om, at ferien hænger sammen med god indkvartering, natur tæt på og oplevelser lige om hjørnet. - Anne Vyskocil, VisitNordvestkysten
Vil du vide mere?
Vil du tættere på den tyske gæst, kan du dykke ned i VisitDenmarks markedsprofil for Tyskland. Her finder du indsigter om målgrupper, rejsemotiver og beslutningsveje.
Du kan også hente den tyske feriekalender for 2026, og se, hvordan ferierne er fordelt mellem delstaterne i løbet af året.
Er du nysgerrig på, hvor de tyske gæster fylder henne i din kommune? Så klik ind i det internationale magasin og se fordeling og tendenser på tværs af Nordvestkystens fem kommuner.

Marketing Manager


