©  Foto:

Klosterheden Plantage

Klosterheden Plantage mellem Lemvig, Holstebro og Struer er Danmarks 3. største skovområde.

Skoven myldrer af liv lige fra de majestætiske krondyr, til bævere og sjældne planter i skovbunden.

Klosterheden har en af Danmarks største bestande af de flotte krondyr, som bedst kan opleves ved solopgang og solnedgang. I september og oktober kommer hannerne i brunst og du kan høre de karakteristiske brøl. Fra toppen af Fladhøj kan du ofte se kronvildt på plantagens store hedeareal.

Nord for Ællebæksøerne og plantagens store hedeareal finder du et fugletårn. Du kan parkere på Gl. Landevej og følge vandreruten direkte til tårnet. Læs mere om fugle og dyr i Klosterheden.

Vandreruter

Plantagen har ikke mindre end 17 vandreruter, hvor du kan opleve, hvordan naturen skifter karakter fra årstid til årstid og mellem de forskellige naturtyper. Vandreruterne veksler mellem veje og skovspor smalle trampestier gennem bevoksninger, heder og enge. Robust fodtøj er derfor en god idé. Vandreruterne er afmærkede med grønne, røde, gule, hvide og blå pæle.

Rideruter 

Også for gæster til hest tilbyder Klosterheden Plantage smukke ture, hvor du oplever alle facetter af den unikke natur fra hede over sø til skov. På rideruterne er der flere steder anlagt rastepladser med en lille fold eller bindebom, vandingsmulighed for din hest og bord/bænkesæt. Det er gratis at bruge faciliteterne, men efterlad dem mindst i samme stand, som du fandt dem. Det ikke er tilladt at ride på afmærkede vandreruter. Der er ca. 65 km. rideruter markeret med gule hestesko.

Du kan tage med Mølgaard Ridecenter i Fabjerg ved Lemvig på guidede rideture i Klosterheden Plantage. 

MTB

Skal der mere fart over feltet slynger Danmarks længste mountainbikerute sig gennem Klosterheden Plantage. 50 km, hvor halvdelen er singletrack. Kører du hele ruten, klatrer du 225 højdemeter – og har mulighed for at se masser af kronvildt. MTB har flere start- og stoppesteder. Undervejs finder du toiletter og vandposter. BikePoint tilbyder Klosterhede-Safari og Familieture med guide i Klosterheden. Læs mere her.

Mountainbikeruten er et af de 10 Spir - ”cremen” af de mere end 40 MTB-ruter Naturstyrelsen har i de danske statsskove. Ruten i Klosterheden Plantage er blå og rød, og den tager mellem 2,5 og 4 timer at køre igennem. Mountainbikeruten er markeret med lilla farve. Læs mere om mountainbikeruten i Klosterheden.

Lystfiskeri

Vil du ud med snøren, er det også muligt at fiske i Klosterheden Plantage - men fangstmulighederne er ikke de bedste. Unge under 18 år må fiske i Møllesøen på sydsiden og ved dæmningen.

Du behøver ikke fisketegn ved Dolmosen på vestsiden af Ringkøbingvej ca. fem kilometer syd for Lemvig. Ved søen finder du bålplads og et område, der giver kørestolsbrugere mulighed for at fiske i søen.

Ved Moselyst Sø har du også mulighed for at fiske uden fisketegn. Moselyst Lejrplads ligger knapt 1½ km sydøst for Risbæk (Vilhelmsborgvej 172).

Ved lystfiskeri i Naturstyrelsens ferske vande må du kun anvende de typiske lystfiskerimetoder- og redskaber til flue-, spinne-, pirke- og medefiskeri med en til to stænger pr. lystfisker. Læs mere om reglerne for lystfiskeri.

Geocaching

Tag på skattejagt! Klosterheden er ikke bare et skattekammer for naturelskere, men gemmer også såkaldte geocacher, det vil sige ”skatte” i hobbyen Geocaching, som hander om, at man ved hjælp af en GPS-modtager eller smartphone skal finde geocachers – en lille boks med alt fra nøgleringe til avisartikler. Når man har fundet cachen, tager man en af tingene med sig. Og efterlader en ny skat til den næste skattejæger.

I geocachen finder du en logbog, hvor du noterer, at du har fundet skatten. Når du kommer hjem logger du på Geocaching.com, at du har fundet cachen. Du kan læse mere om skattejagten her. 

Skovlegepladser

Slip ungerne løs på plantagens skovlegepladser. I den vestlige del finder du en legeplads på Staldhøjevej tæt ved Ringkøbingvej. Legepladsen ligger tæt ved handicapvenligt toilet og shelterplads. I den østlige del kaldet Hornet ligger skovlegepladsen på Resenvej et stenkast fra hundeskov og shelterplads.

Overnatning i det fri 

Har du lyst til en overnatning i det fri, finder du både lejrpladser og primitive overnatningssteder i Klosterheden. Husk at reservere lejrpladserne via Naturstyrelsens webbooking.

De primitive lejrpladser må benyttes uden forudgående reservering. Lejrpladserne ligger bl.a. ved Vilhelmsborgvej og ved Ørsvej. Der er ikke fri overnatning i Klosterheden Plantage. Du skal benytte de fastlagte overnatningssteder. Læs mere om overnatning.

Hundeskove

I de to hundeskove du må slippe din hund fri – når bare du har den under kontrol. Den ene hundeskov finder du på Resenvej i ”Hornet”.

Den anden hundeskov ligger på Gl. Landevej ved Møllesøen. Ved hundeskoven er der handicapvenlige borde og bænke. Af hensyn til vildtet og andre gæster, skal du have din hund i snor i resten af Klosterheden Plantage. Læs mere om hundeskovene.

Tag på svampetur

Pluk din egen mad! De vigtigste svampe i Klosterheden er kantareller og tragtkantareller, men du kan også finde indigo rørhat og Karl Johan-svampe. Som regel kommer de først i juli-august. Hvert efterår arrangerer Naturstyrelsen Vestjylland svampeture i Klosterheden. På turene fortæller en naturvejleder om svampene og giver gode tips til, hvor svampene vokser. Når turen er overstået, kan du – for en sikkerheds skyld – få tjekket om dine fundne svampe er spiselige. Læs mere om svampene her.

Kulturhistoriske mindesmærker

For de kulturhistorisk interesserede rummer skoven rummer fortidsminder - store bronzealderhøje og mindre høje fra stenalderen. Mellem Tårnvej og Buldremosevej midt i plantagen – ligger den 3.500 år gamle Fladhøj, som bronzealderfolkene menes at have brugt til særlige aktiviteter – måske som en del af en gravkult eller andre religiøse ceremonier.

Bronzealderhøjen Anglandshøj, i Klosterhedens sydøstlige hjørne mener man har forbindelse med Rammedige, et fredet forsvarsanlæg, formentlig fra jernalderen 12 km syd for Lemvig.

Området omkring Rom Flyveplads er fyldt med bunkers og andre tyske forsvarsværker fra 2. Verdenskrig bl.a. hospitalsbunkeren, som blev bygget af danske entreprenører for den tyske værnemagt. Hospitalet stod færdig i 1943. Efter planen skulle det bruges i forbindelse med kamphandlinger, men kom aldrig i brug.

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish