En helt fantastisk start på ugen!

16.6.2020
Foto: Niclas Jessen

Sommerens gode nyheder fra Nordvestkysten.

Grænserne delvist åbne
Grænserne er nu åbne til både Tyskland og Norge og det er en rigtig god nyhed for vores område. Tilbage står opgøret med seks-dages-reglen og en yderligere åbning for andre internationale gæster. Med en åbning midt juni til to af vores absolut vigtigste markeder så kigger vi nu ind i en rigtig god hovedsæson og med et forsigtigt håb om at efteråret også kan blive bedre end normalt så vi kan indhente noget af det vi har tabt i foråret.

Apollo starter charterture fra Bergen og Oslo til Aalborg lufthavn
I dag er også dagen, hvor Apollo kan annoncere at man fra d. 4. juli og frem til midt august vil have ugentlige charterflyvninger fra Bergen og Oslo til Aalborg Lufthavn. Kapaciteten per fly er 221 sæder. Vi har været løbende i dialog med Apollo med indspark til overnatning samt oplevelser og ser meget frem til at vi nu kan byde velkommen til nogle nye målgrupper. Generelt så kan vi se at fire ud af fem af vores gæster overvejer et genbesøg indenfor to år, hvilket selvfølgelig også gør det interessant på en lidt længere bane. Overnatningsmæssigt vil gæsterne hovedsageligt være placeret i nord, men oplevelsesmæssigt vil vi forsøge at få dem mere rundt i hele destinationen.

Yderligere 50 mio. til international markedsføring af dansk turisme
Som et led i ’aftalen om udfasning af hjælpepakker, stimuli-initiativer og eksportinitiativer’ er Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier blevet enige om at allokere DKK 50 mio. til styrkelse af den internationale markedsføring i 2020. Det er utroligt positivt at man på denne måde går ind og styrker markedsføringen, således at dansk turisme og dermed også Destination Nordvestkysten kan forbedre chancerne for en forlængelse af hovedsæsonen ind i efteråret.

Infomateriale om COVID-19 til deling med jeres gæster
Dansk Erhverv har lovet Erhvervsministeriet at bistå med at udbrede informationsmateriale til turister i Danmark. Informationsmaterialet giver gode råd til hvordan man som turist i Danmark bedst kan beskytte sig selv og andre, samt hvordan turister i Danmark skal forholde sig ved symptomer på COVID.
Materialet vil løbende blive gjort tilgængeligt på en række forskellige sprog. Det findes her: https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/COVID-19-Information-til-turister-i-Danmark

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish