Haarum Havn
Haarum Havn er en lille hyggelig jollehavn ud til Nissum Bredning, hvor du har en god udsejling til Limfjorden. Her er der gode muligheder for at fange fisk, hummer og andre skaldyr. Fra havnen har du en god udsigt over Nissum Bredning, Harboøre Tange og de store vindmøller. Længere mod sydøst kan du se naturområdet Kappel ved Lemvig og Gjellerodde.
Haarum Havn ligger lidt øst for Harboøre i forbindelse med det fredede vildtreservatet Haarum. Her kan du blandt andetopleve råvildt og et rigt fugleliv, da området fungerer som yngle- og rasteplads. Det kan for eksempel være muligt at se flere ande- og vadefugle så som: Klyder, viber, rødben, engryler, brushaner og stor kobbersneppe.
I det naturskønne område finder du både naturstier og grusveje som leder dig rundt i området. Da det er et vildtrevervat, skal du være opmærksom på, at der kan være restriktioner på færdsel, sejlads og jagt i området.
Midt i området finder du en åben plads med en masse små skur. Det er her, den lokale musikfestival Haze over Haarum holder til.
Havnen er oprindeligt bygget i 1921 til fjordfiskerne. Dengang var den er vigtig del af levebrødet for de mange familier, der boede på egnen.
I 1950’erne sandede havnen til, og årtiet efter blev havnen helt opgivet. I mange år var området blot et engområde, der tiltrak og husede mange fuglearter.
For nogle år siden fik et par lokale borgere dog mod på at genoprette havnen. I dag fremstår Haarum Havn med 20 fiskehytter og 37 bådpladser – alle optaget af lokale fiskere og bådejere.
Det var dog ikke uden problemer at genanlægge havnen. Stormene ”Bodil” og Egon” sandede begge den genoprettede sejlrende til, så arbejdet måtte gå om. Heldigvis var de økonomiske støtter til projektet villige til på ny at støtte projektet.