
Bur Fristed
Besøg det hyggelige fristed ved Bur mellem Holstebro og Vemb og nyd omgivelserne med grillhytte, shelters, hundeskov og meget mere
Fristedet tilbyder lækre nye faciliteter, som du kan benytte kvit og frit:
Den hyggelige grillhytte – du kan købe kul på stedet og sidde i læ og nyde bålet
Shelters – to indbydende shelters med tilhørende bålplads
Hundeskov – lad hunden løbe frit i den lille hundeskov
Offentligt toilet og køkken – Hvis du lejer dig ind i hytte eller autocamperplads har du mulighed for et lille beløb at tilkøbe adgang til toilet med bad og et mere udbygget køkken, men alle kan benytte det offentlige toilet (handicapvenligt) samt håndvask, som ligger lige ved parkeringspladsen.
Derudover tilbyder fristedet leg for store og små i form af fodboldbane, petanque-bane m.m. Du kan finde bolde, kugler osv. i aktivitetskassen ved klubhuset. Det er gratis at låne udstyret, men pas godt på det og læg det tilbage i kassen efter brug.
Handicapvenlige forhold:
På parkeringspladsen er der grus, men gode muligheder for at parkere tæt på servicebygningen med køkken og toilet. Det offentlige toilet er handicapvenligt. Fra bygningen er der lagt køremåtter, som gør det nemt for kørestolsbrugere og gangbesværede at komme over til autocamperpladsen og de hyggelige hytter. Resten af området er græsbelagt, så her er handicapvenligheden afhængigt af vejrsituationen. Hytterne har desuden kørestolsvenlig adgang.
Fristedet byder desuden på overnatningsmuligheder mod betaling:
De hyggelige tønde-formerede hytter – i alt tre hytter med plads til 2 personer i hver
Autocamperplads med plads til 4 autocampere – med strøm til alle
El-ladestander
Du kan læse mere om priser og muligheder på bursogn.dk Her kan du også læse om mulighederne for at leje festlokalet i klubhuset, som har plads til 50 personer.
Oplevelser i nærområdet
Bur Fristed er et lille åndehul for hele familien. I nærområdet finder du Storå, hvor du kan fiske laks, når det er sæson for det. Du kan også sejle i kano til stoppestedet, hvorfra der er en gåtur på ca. 1 km til fristedet. Du kan tage toget til Vemb, hvorfra der er afgang både mod Lemvig/Thyborøn og Holstebro, og du kan benytte dig af cykelstien mellem Bur og Vemb.
I gåafstand kan du også besøge den skønne oase ved Bur Sø, og på en længere gåtur kommer du forbi trolden Lotte Lokke Klokke ved Møborg. Disse gåture er ikke afmærkede som vandreruter. Nærmeste indkøbsmuligheder er i Vemb.