
Vidunderlige ferieminder ved Nordvestkysten - for alle!
Hos VisitNordvestkysten vil vi, i samarbejde med kommunerne og de lokale handicapråd, arbejde på at gøre Nordvestkysten til Danmarks mest handicapvenlige turistdestination.
Målet er en destination, der er tilgængelig, imødekommende og indbydende for alle. Om projektet siger projektleder Betina Cens-Slot:
”Vi drømmer om, at alle skal kunne besøge og opleve Nordvestkysten, og alt det fantastiske den rummer. Vi ved hvor meget research og arbejde, der ligger i at planlægge en ferie, når man har særlige fysiske eller psykiske behov og udfordringer. Den del vil vi gerne gøre langt simplere, ved at pege på alle de steder og oplevelser, som har gjort noget særligt i forhold til tilgængelighed. På den måde behøver man ikke gå på kompromis som eks. kørestolsbruger, når man besøger vores destination; man kan stadig være garanteret storslåede naturoplevelser, adgang til spændende attraktioner, komfortabel overnatning og spændende madoplevelser”.
Projektet udmønter sig helt konkret i en særlig side, på Visitnordvestkysten.dk, som henvender sig direkte til denne målgruppe. Her kan de orientere sig i hvad de kan opleve, hvor de kan spise og hvor de kan overnatte, mens de besøger området. Derudover distribuerer vi fysiske postkort, som man kan finde ude i sommerlandet, og som man både kan sende til sin familie, fyldt med skønne sommerminder, og som samtidig henviser ind til siden, så den er nem at tilgå på farten.

Foto:VisitNordvestkysten
Først: For kørestolsbrugere på ferie i Lemvig og Holstebro kommune
I projektets opstartsfase vil der på siden i første omgang være fokus på kørestolsvenlighed, og senere vil universet udbygges med andre fysiske og psykiske handicaps, som der kan være særlige forhold og tiltag omkring. Geografisk vil projektet highlighte oplevelser, spisesteder og overnatningsmuligheder i Lemvig og Holstebro kommune, og senere vil destinationens øvrige kommuner komme med ombord (Thisted, Jammerbugt og Hjørring).
I forbindelse med lanceringen af dette projekt, afholder VisitNordvestkysten et pop-up arrangement, som skal sætte fokus på tilgængelighed og gode ferieoplevelser.
Hold øje med vores nyhedsbrev og arrangementsside for mere info
Hvordan kan du som turistvirksomhed blive synliggjort med dine tiltag og bidrage til at skabe en mere tilgængelig destination?
Hent nedenstående formular og udfyld den med din virksomheds tilgængelighedstiltag og send retur til projektleder Betina Cens-Slot. På den måde kan din virksomhed også blive synliggjort i tilgængelighedsguiden online.

Forretningsudvikler