Kammersgaard ismejeri

Stolt. Vestpå. Emma laver smagfulde gårdis med mælk fra egne, økologiske køer

19.9.2025
Forfatter: Sara Stubkjær Pedersen
© Emma Trillingsgaard
Foto: Emma Trillingsgaard

På bare ét år har Emma og hendes familie formået at gøre Kammersgaard Ismejeri til en markant aktør i det vestjyske fødevarelandskab. Fra deres gård midt på landet, leverer de i dag is til både Café Larsen i Lemvig, Struer og Isbåden i Thyborøn – og ikke mindst til de mange gæster, der lægger vejen forbi deres lille mejeri midt i det åbne landskab.

Fra gårdtanke til gårdis
Kammersgaard er et 4. generationslandbrug, hvor ideen om at skabe noget nyt har ulmet længe. Familien ønskede at udvide gårdens potentiale – men hvordan?
“Vi overvejede en gårdbutik, men havde svært ved at finde ud af, hvordan det skulle se ud – og om det kunne give en løn. Så stødte vi på andre små ismejerier i landet – og det gav bare mening. Vi har mælken og vi har passionen,” fortæller Emma.

Autenticitet og ægte håndværk
Kammersgaard Ismejeri er bygget op omkring det lokale og det ægte. De bruger deres egen økologiske mælk – uhomogeniseret og upasteuriseret – og alt isen bliver lavet fra bunden.

ice

©Emma Trillingsgaard Foto:Emma Trillingsgaard

“Vi er en del af den lokale fødevarefortælling. Vores landbrug er åbent for besøgende, og vi fortæller gerne om både produktion og dyrevelfærd. Mange tænker på landbrug som CO2-syndere, men vi vil gerne vise, at det også kan være noget andet.”

Et panorama-vindue giver gæsterne direkte udsyn til køerne, og gennem isproduktionen bliver der tænkt lokale råvarer ind i alt hvad der bliver lavet – blandt andet med Gårdbutikken Kræmmergård, Dagli’ Brugsen i Harboøre, samt besøg af lokale skoler og daginstitutioner.

“Når man kommer og køber is om fredagen, kan vi helt præcist fortælle, hvad der er i isen. Det nære, det ægte – det er det, vi vil.” - Emma Trillingsgaard

Is for alle – uden undtagelse
Et vigtigt mantra hos Emma og familien er, at “is er for alle”. Derfor tilbyder Kammersgaard et bredt sortiment, inkl. sukkerfri, laktosefri og glutenfri varianter.

“Der skal ikke være nogen, der står udenfor. Vi kan lave det hele.”

Succes midt i sommerlandet
Selvom ismejeriet ligger “i naturens baghave”, som Emma udtrykker det, har gæsterne i den grad fundet vej.

“I sommer solgte vi 400 hånddyppede ispinde på bare fire timer! Det var helt vildt. Men vi har også bevidst ikke markedsført os voldsomt – vi kunne simpelthen ikke følge med.”

Kammersgaard ismejeri

©Emma Trillingsgaard Foto:Emma Trillingsgaard

Med en ny ishytte med selvbetjening er det nu muligt for gæster at hente is, når det passer dem, og konceptet har vist sig at være både bæredygtigt og efterspurgt.

Har du et godt råd til en iværksætter, som står på tærsklen til at starte noget som dit?
“Hvis du ikke brænder for det, skal du lade være. Succesen skal være i drivkraften og lysten bag”

Emma understreger også, hvor meget ekstra arbejde der ligger i at opfylde alle fødevarekrav – men ser det som en nødvendighed, når man sælger mad til andre. Det er tydeligt, at ismejeriet er båret af ildsjæl og kærlighed til både håndværk og lokalområdet. Men også af en forståelse for de praktiske udfordringer ved at være iværksætter i fødevarebranchen.

Hvilke steder anbefaler du gæster at tage hen i området?
Kammersgaard Ismejeri er mere end bare et sted at købe is – det er en oplevelse i sig selv. Emma og familien anbefaler også deres gæster at udforske lokalområdet, og de sender gerne videre til:

  1. Strandene og stemningen i Thyborøn
  2. Etaper på VesterhavsCaminoen
  3. En gåtur i Lemvig by
  4. Bovbjerg Fyr

På hvilken måde ser du, at VisitNordvestkysten kan støtte dig og din virksomhed?
“At være med på Visitnordvestkystens platforme giver os synlighed – både via sociale medier og jeres hjemmeside. Og vi sætter stor pris på at blive inviteret med til kurser og netværk.”

Kammersgaard ismejeri

©Emma Trillingsgaard Foto:Emma Trillingsgaard

Besøg Kammersgaard ismejeri her: 
Sønderbyvej 32
7620 Lemvig 

Sara Stubkjær Pedersen
Projektkoordinator

Projektkoordinator

sape@visitnordvestkysten.dk