VisitNordvestkysten
Nyheder

28. apr. 2026

SANS-kampagne 2026: Nyt greb gav markant større digital interesse

Mere konkrete turforslag og lavere barrierer sendte langt over 60.000 gæster ind på SANS-universet. Trafikken steg med 78 % og med 55% flere viste sider pr. bruger viser tallene, at gæsterne ikke kun fandt vej ind på siden, men også gik dybere ind i indholdet. 

Galleri Visby, Dorte Visby
Foto: VisitNordvestkysten
Giebelhausen SANS topbillede
Foto: VisitNordvestkysten

OM SANS-KAMPAGNEN

SANS er VisitNordvestkystens sæsonkoncept for kunst, kultur og smagsoplevelser i påsken. Konceptet er skabt for at samle oplevelser på tværs af destinationen og gøre Nordvestkystens styrkepositioner mere synlige i en periode, hvor der er stort potentiale for at aktivere gæster uden for højsæsonen. SANS i Påsken er samtidig et af de konkrete greb i VisitNordvestkystens strategi for flere oplevelser hele året rundt.

Læs mere

Fra inspiration til mere handling

Med årets kampagne har VisitNordvestkysten arbejdet mere aktivt med at pakke oplevelserne sammen i konkrete forslag på tværs af de fem kommuner. Det handler i praksis om at gøre gæstens dag lettere at planlægge: hvor man kan starte med morgenkaffe, hvor man kan opleve kunst eller kultur, og hvor turen kan fortsætte til frokost eller næste stop.

Når gæster møder et mere overskueligt og lavpraktisk forslag til dagen, bliver det lettere at sige ja. Det skaber ikke bare inspiration, men også handling. Tallene peger i samme retning. Sammenlignet med sidste år steg antallet af visninger med 145,81 pct., og kampagnesiden fik 60.935 besøg. Det viser, at kampagnen ikke bare har skabt opmærksomhed, men også har fået flere til at gå videre ind i universet.

SMK Thy
Foto: VisitNordvestkysten
SMK Thy SANS topbillede
Foto: VisitNordvestkysten

Et strategisk greb om lavere barrierer

SANS har i de tidligere år især taget afsæt i kunst, kultur og de mere profilerede smagsoplevelser. I år blev den fortælling justeret en smule. Ikke fordi de større gastrooplevelser er blevet mindre vigtige, men fordi kampagnen i højere grad blev bygget op omkring de oplevelser, som er lettere at vælge spontant som en del af dagen – som caféstop, frokoster, små pauser og kulturindslag undervejs.

Det afspejler et strategisk greb om at arbejde med oplevelser, der har lavere barrierer for gæsten. Hvor de mere eksklusive spiseoplevelser ofte kræver større planlægning, højere budget og længere beslutningstid, er de lettere stop på dagen nemmere at sige ja til her og nu. De fungerer derfor stærkt som indgang til en bredere oplevelsesdag og gør det lettere for gæsten at gå fra inspiration til handling.

“Årets SANS-kampagne har i højere grad gjort inspirationen brugbar her og nu. Med mere konkrete turforslag og lettere kombinationer af oplevelser har vi gjort det nemmere for gæsten at sige ja, og det afspejler sig i tallene.”Jonathan Nør Lassen

Marketingkoordinator

Flere oplevelser løfter anbefalingsvilligheden

Det er også en retning, der bliver bakket op af den nye gæsteanalyse fra Vestkysten. Her ses det tydeligt, at anbefalingsvilligheden stiger, jo flere oplevelser gæsterne har under deres ophold. Gæster med 1-2 oplevelser ligger på en NPS på 74, mens gæster med 7-10 oplevelser ligger på 89. Samtidig ligger kunst- og kulturoplevelser, museer og historiske attraktioner blandt de oplevelser, der hænger sammen med høj anbefalingsvillighed.

SANS-kampagnen rammer derfor ind i noget strategisk vigtigt: ikke bare at skabe synlighed om enkeltstående oplevelser, men at gøre det lettere for gæsten at opleve mere. Når kunst, kultur og smagsoplevelser bliver sat tydeligere sammen og gjort mere overskuelige at vælge, styrker det både gæsteoplevelsen og potentialet for, at flere aktører får del i bevægelsen.

Det er vigtigt for os at udvikle markedsføring, der ikke bare inspirerer, men som også hjælper gæsterne med at bevæge sig mellem flere oplevelser, steder og aktører. Det styrker både gæsteoplevelsen og den samlede værdi, turismen skaber lokalt.Lisa Sand

Marketingchef

Baking Sins SANS topbillede
Foto: VisitNordvestkysten

Har du spørgsmål?