24. mar. 2026
Spirende nyt samarbejde om unge medarbejdere
Rekruttering af unge medarbejdere er en udfordring, som mange virksomheder i turismebranchen kan genkende. På den baggrund samlede VisitNordvestkysten for nylig Restaurant Pavillonen og Frilandsmuseet Hjerl Hede til dialog og idéudveksling.

Hos Restaurant Pavillonen har de oplevet udfordringer med bemandingen af blandt andet isboden, som nogle dage måtte holde lukket på grund af for få medarbejdere. På den anden side har Frilandsmuseet Hjerl Hede i perioder oplevet, at der var flere medarbejdere, der ønskede vagter, end der faktisk var vagter til rådighed.
Museets travleste periode ligger i julen, mens Restaurant Pavillonen typisk har lukket i samme periode. Samtidig oplever begge steder udfordringer med bemandingen i sommerperioden – særligt i ugerne med studenterfester, hvor mange unge medarbejdere ikke kan arbejde. På mødet blev der idéudviklet mellem de to aktører om, hvordan de kunne finde en løsning, der både kan skabe større kontinuitet for de unge og give virksomhederne en mere fleksibel bemanding.
Samtidig blev der sat fokus på de unges motivation og forventninger til arbejdslivet i turismebranchen.


Det er vigtigt at tage de unges perspektiv i betragtning. De kan hurtigt miste interessen, hvis jobbet ikke udvikler sig, og et skiftende arbejdsmiljø kan være med til at fastholde deres motivation.Louise Kvist StæhrPraktikant i Udvikling hos VisitNordvestkysten
Dialogen gav plads til at dele erfaringer og refleksioner om, hvad der motiverer unge medarbejdere – herunder variation i arbejdet, fleksibilitet og sociale relationer. Mødet understreger, hvordan fællesskab og samarbejde kan skabe nye løsninger på fælles udfordringer.
Mødet tydeliggjorde, hvor meget vi kan få ud af at tænke på tværs. VisitNordvestkysten sørgede for en god dialog, som gav konkrete idéer til, hvordan vi kan arbejde videre med både rekruttering og samarbejdeJulia Thaarup JohansenFrilandsmuseet Hjerl Hede
