
Thisted Museum
På Thisted Museum kan du komme tættere på de gode historier om Thy - de mange år og de store linjer - og om områdets kontakter med den vide verden fra de første stenalderfolk til nutidens iværksætterkultur.
Historien om Thy – fra stenalder til surfkultur
Genstandenes fortællinger og moderne formidlingsformer
På Thisted Museum kan du komme tættere på de gode historier om Thy - de mange år og de store linjer - og om områdets kontakter med den vide verden fra de første stenalderfolk til nutidens iværksætterkultur.
Museet åbnede i sommeren 2023 i helt nye, smukke rammer og med opdateret formidling. På dette ”Thyboernes Nationalmuseum” kan du besøge syv permanente udstillinger, hvor der er fokus på genstandenes fortællinger om livet på denne egn.
I udstillingen Gravhøjen, der handler om Thys rige bronzealder kan du møde Kallerupfundet, der bl.a. består af en unik ceremoniøkse; et fund der er på niveau med solvognen og giver os indblik i en fortidig religion. Du kan også se interessante genstande, der i vikingetiden kom til egnen som følge af handel eller røveri, og du kan komme helt tæt på en runesten og øve dig lidt i at skrive med runer.
Men det handler ikke kun om Thy i meget gamle dage, for du kan følge historien helt op i vores egen tid. Hvem er thyboerne egentlig? Nogle har boet her i mange generationer, mens andre er flyttet til med et surfbræt under armen og en drøm, om hvad Thy er eller kan blive til.
På museets loft kan I opleve historien i børnehøjde og lege jer igennem det, I har set i udstillingerne.
Tilgængelighed på Thisted Museum
Thisted Museum er indrettet med fokus på at være tilgængeligt for alle. Der er niveaufri adgang gennem en automatisk dør, som er velegnet til kørestolsbrugere. En elevator forbinder alle niveauer i museet, så det er let at komme rundt.
Der findes et handicaptoilet, og handicapparkering er tilgængelig ca. 200 meter fra museet, med gode adgangsforhold helt frem til døren. For gæster, der har brug for en pause fra sanseindtryk, er der rolige områder, hvor man kan trække sig væk fra støj og lys.
Personalet er opmærksomme på både synlige og usynlige handicap og står klar til at hjælpe. Der er desuden mulighed for at få lydinputs som en del af udstillingsoplevelsen, hvilket giver en mere tilgængelig formidling for alle.
Følg på
