Handicapvenlig på Nordvestkysten

Tilgængelighed i fokus: Nordvestkysten viser vejen – nye projekter i Thorsminde og Lemvig styrker visionen

29.9.2025
Forfatter: Betina Cens-Slot
© VisitNordvestkysten
Foto: VisitNordvestkysten

Som projektleder i VisitNordvestkysten arbejder jeg for, at vi bliver Danmarks mest handicapvenlige feriedestination. Vores koncept “Tilgængelighed for alle” udspringer af en grundlæggende tanke: At ferie, natur og oplevelser skal være for alle

Oplevelser skal ikke kun være for dem, der uden problemer kan bevæge sig gennem ujævne stier, stejle trapper og smalle passager. Tilgængelighed handler ikke kun om infrastruktur, men om værdighed, inklusion og retten til at være en del af fællesskabet.

I dag står vi et sted, hvor flere kommuner, foreninger og lokale kræfter langs Nordvestkysten viser, at den tanke kan omsættes til handling. I Thorsminde og Lemvig er nye projekter på vej, som gør en reel forskel – og som samtidig viser, hvordan vi kan kombinere udvikling, naturhensyn og turisme på en bæredygtig måde. I Thorsminde er en gennemgribende opgradering af havneområdet på vej. Som havnedirektør Lisette Sønderby fortæller:

“Kystdirektoratet har netop sendt projektet om en hovedistandsættelse af Nordre Mole i høring. I 2026 anlægges en ny molekonstruktion, som skal fremtidssikre indsejlingen til Thorsminde Havn. Den nuværende mole har i kraft af alder og det hårde miljø, desværre mange ujævnheder som er besværlige for kørestolsbrugere. I forbindelse med anlæggelsen af den nye molekonstruktion, skabes en jævn gangsti så oplevelsen som udsigtspost bliver tilgængelig for alle.”

Tilgængelighed for alle

©VisitNordvestkysten Foto:VisitNordvestkysten

For mig er det et stærkt billede på, hvad tilgængelighed handler om: At også kørestolsbrugere, familier med barnevogne eller ældre med rollator fremover kan tage turen helt ud på molen og få den samme udsigt som alle andre. Noget, der tidligere kunne virke uopnåeligt, bliver pludselig muligt.

I Lemvig arbejder man målrettet på at åbne naturen for flere. John Clausen fra Danmarks Naturfredningsforening i Lemvig siger:

“Vi er i gang med at gøre den søndre del af Lemvig Sødal mere handicapvenlig i sammenhæng med den allerede handicapvenlige sti rundt om Lemvig Sø, så endnu flere kan komme tættere på naturen og opleve områdets unikke landskab.” Det sker i et samarbejde med bl.a. Handicaprådet i kommunen, Teknisk Forvaltning og DDS-spejderne, der ejer et hus her og hvor de forventes at tilbyde bålplads ind i projektet.

Det er et vigtigt skridt – for naturen er en af vores største styrker i Danmark. Den skal ikke kun være for dem, der fysisk kan klare turen, men for alle, der ønsker at opleve stilheden, udsigten og samhørigheden med landskabet.

Disse projekter er en del af en større bevægelse. Med “Tilgængelighed for alle” arbejder vi i VisitNordvestkysten strategisk på at sætte standarden for dansk turisme. For turismen bliver kun stærkere, når vi åbner for flere. Når en hel familie kan rejse sammen uden at skulle bekymre sig om, hvem der bliver ekskluderet. Når oplevelser bliver noget, man kan dele på tværs af generationer og udfordringer.

Tilgængelighed for alle

©VisitNordvestkysten Foto:VisitNordvestkysten

Jeg er stolt af, at vi allerede ser konkrete tiltag, men vi er kun lige begyndt. Vi står foran en rejse, hvor flere tiltag skal gøres, så vi gør Nordvestkysten til en destination, hvor alle kan føle sig velkomne. Det er vigtigt, at vi inkluderer. Ikke kun fordi det er rigtigt og retfærdigt – men fordi det gør os rigere som fællesskab.

Betina Cens-Slot
Projektleder og forretningsudvikler, VisitNordvestkysten

Betina Cens-Slot
Forretningsudvikler

Forretningsudvikler

bss@visitnordvestkysten.dk