
Data sætter tal på feststemningen: Holstebro Byfestival 2025 målt med nye metoder
Hvordan bevæger folk sig gennem byen under en festival? Hvor er der mest aktivitet – og hvornår? Det er nogle af de spørgsmål, VisitNordvestkysten og Holstebro Kommune har fået svar på gennem en ny dataindsats under Holstebro Byfestival 2025.
Ved hjælp af optiske tællere og teledata er der blevet målt på fodgænger- og cykeltrafik i midtbyen, ved Slagteriet og på Sygehusgrunden. Resultaterne viser tydelig tilvækst i menneskestrømmen under festivaldagene – og giver et solidt grundlag for fremtidig planlægning.
"Byfestivalen er et vigtigt kulturelt højdepunkt, som både skaber liv og fællesskab i byen. Med data kan vi nu dokumentere gæsteflowet og effekten og bruge den aktivt i udviklingen af både festivalen og byens rum," siger Mia Vad Hove, projektleder for Byfestivalen i Holstebro Kommune.

©Holstebro Kommune Foto:Ole Mortensen
Mest aktivitet her – kapacitet og program gjorde forskellen
De fire ekstra optiske tællere registrerede markant øget aktivitet under festivalen. Slagteriet havde den største absolutte tilvækst (over 17.000 registrerede bevægelser), og midtbyen/Kirkestræde lå ligeledes højt – med fredag den 13. juni som den travleste dag og lørdag tæt efter. Det hænger sammen med to store udendørsbegivenheder med høj kapacitet: Active in the City (fredag) og Motor og maskiner for alle (lørdag).
Sygehusgrunden var ligeledes velbesøgt, men aktiviteterne foregik primært indendørs i venues med lavere maksimal kapacitet. Derfor bliver de samlede flowtal naturligt lavere, selv om udnyttelsen i rummene var høj. Teledata fra Norlys/VisitData bekræfter tilstrømningen med fredag den 13. juni som den travleste dag, og størstedelen af gæsterne kom fra nærområderne.

©Holstebro Kommune Foto:Ole Mortensen
Klar effekt – men også plads til justering
Mens Slagteriet og Kirkestræde oplevede stor tilvækst, var effekten i gågaden ved det gamle rådhus mere begrænset. Et af målene med eventet er at binde de tre områder – Sygehusgrunden, Slagteriet og midtbyen – bedre sammen. Her peger data på, at både placeringen og indholdet af aktiviteter er afgørende, hvis hele byen skal aktiveres.
"Dataindsatsen giver os mulighed for at se, hvor vi rammer rigtigt – og hvor vi kan tilpasse eller forbedre. Byfestivalen er helt ny i år, og derfor er vigtigt for os at blive klogere på, hvordan vi kan udvikle de fysiske rammer – blandt andet i forhold til placering af events og planlægning af logistik fremadrettet," siger Mia Vad Hove.
Data som beslutningsværktøj
Dataindsatsen giver mulighed for at evaluere byfestivalens tiltrækningskraft, optimere programmet og dokumentere effekten over for samarbejdspartnere. Samtidig kan målingerne bruges til at sammenligne med kommende års festivaler og vurdere effekten af nye tiltag.
"Vi arbejder med data som et strategisk værktøj til at forstå, hvordan events påvirker byer og feriesteder. Byfestivalen i Holstebro er en god case, og målingerne giver os værdifuld indsigt, som vi kan bruge i den videre fælles udvikling af både byrum og events" siger Stine Dam Nielsen, Senior Data Analysis Manager i VisitNordvestkysten.

©Holstebro Kommune Foto:Ole Mortensen
VisitNordvestkysten arbejder målrettet med at anvende data til at skabe indsigter og handling. Events er et af i alt fire fokusområder for dataindsatsen, som også indeholder detail, kultur/attraktioner og de stærke feriesteder.

Senior Data Analysis Manager