Kongeparret i Thy

Kongeligt besøg i Thy hylder fællesskab, kultur og kystliv

27.8.2025
Forfatter: Jonathan Nør Lassen
Foto: Morten Vaupell

Som led i sommertogtet lagde regentparret vejen forbi Thy, hvor de oplevede alt fra kunst og iværksætteri til kystliv og traditioner.

Thy var tirsdag centrum for kongelig opmærksomhed, da H.M. Kongen og H.M. Dronningen lagde vejen forbi Thisted Kommune under årets sommertogt med Kongeskibet Dannebrog. Det var første gang, regentparret besøgte Thy sammen i deres nye funktioner som kongepar – og programmet var nøje tilrettelagt for at vise både egnens potentiale og dens lokale ildsjæle.


En rundtur i Thy med fuldt program


Dagen begyndte i Hanstholm, hvor Kongeskibet Dannebrog lagde til, og Kongeparret blev modtaget med musik og faneborg. I Thisted kørte de i karet gennem byen, eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron, og blev officielt budt velkommen på Det Gamle Rådhus.

Senere gik turen til Doverodde, hvor de oplevede den nye natur- og kulturdestination, herunder SMK Thy, og til Vorupør, hvor de mødte iværksættere hos Surf & Work og fik indblik i både kystens erhverv, vandsport og det traditionsrige fiskeri ved landingspladsen.

Dagen sluttede med en reception ombord på Kongeskibet, inden Dannebrog igen sejlede fra Hanstholm.

Kongeparret på besøg i Thy

Foto:Morten Vaupell

"Det har været vigtigt for os at sammensætte et program, som geografisk favner hele Thy og viser Kongeparret, hvor meget, vi har at byde på som egn" Niels Jørgen Pedersen, Borgmester i Thisted Kommune

En dag i Thy med Kongeparret
 

Kongeparrets besøg er en vigtig anerkendelse af Nordvestkystens udviklingskraft og fortælling som helårsdestination. Det viser, hvordan turismen kan være en drivkraft for både lokalt sammenhold, nye oplevelser og bæredygtig vækst.

Samtidig afspejler besøget ambitionerne i strategien Et fællesskab, som slår alt, hvor turismen udvikles i tæt samspil med borgere, ildsjæle og erhvervsliv. Målet er at skabe værdi – ikke kun økonomisk, men også socialt og kulturelt – så både lokale og gæster oplever Nordvestkysten som et levende, attraktivt og inkluderende sted året rundt.

Kongeparret i Thy

Foto:Morten Vaupell

Kongeparret i Thy

Foto:Morten Vaupell

Besøg med blik på både tradition og udvikling
 

Kongeparrets nærvær og interesse blev bemærket hele dagen. Ikke mindst blandt de mange fremmødte borgere, der samledes i i Thy for at hilse på. Langs hele ruten blev regentparret mødt af smil, flag og stolthed, og stemningen vidnede om et lokalsamfund, der står stærkt sammen om at vise sin egn frem.

Besøget blev dermed ikke kun en præsentation af kultur, natur og erhvervsliv, men også et billede på den særlige gæstfrihed og det stærke fællesskab, der kendetegner Thy og hele Nordvestkysten.

Med kongeskibet som ramme og tusindvis af smil som bagtæppe blev det kongelige besøg en begivenhed, der både styrkede den lokale stolthed og gav ny energi til arbejdet med at gøre Nordvestkysten til en destination i kongelig klasse – året rundt.

Kongelig besøg i Thy

Foto:Morten Vaupell

FAKTA: Kongeparrets besøg i Thisted Kommune

  • Dato: 26. august 2025
  • Besøg: Surf & Work, Cold Hawaii - Doverodde - Vorupør - Thisted
  • Deltagere: H.M. Kongen og H.M. Dronningen, borgmester Niels Jørgen Pedersen, lokale aktører og flere hundrede borgere
  • Baggrund: En del af sommertogtet med Kongeskibet Dannebrog