fårup sommerland

Adrenalinsuset fra Vest: Gordon P. Henriksen er vild med Danmarks vildeste lystfiskerkonkurrence

8.9.2022
Foto: Destination Nordvestkysten

For andet år i træk står Destination Nordvestkysten klar til at gå helt i fisk i september, når Hook & Cook løber af stablen med fokus på fisk og fiskeri.

Flere lystfiskerkonkurrencer op langs kysten er omdrejningspunktet, og uanset om man er en dreven lystfisker eller mest kender fiskefileten fra frysedisken, så er der rig mulighed for at få noget på krogen fra Agger Tange i syd til Svinkløv længere oppe af kysten.

En af Danmarks vel nok største lystfiskerguruer, Gordon P. Henriksen har sagt ja til at være del af konkurrencen.

Han glæder sig til at indtage kysten sammen med konkurrencens deltagere.

”Jeg elsker selv det varierede fiskeri, som det vilde Vesterhav har at byde på, og jeg glæder mig rigtigt meget til at være en del af ”Danmarks Vildeste Fiskekonkurrence, ” fortæller han.

Gordon P. Henriksen byder ikke mindst bredden i konkurrencen velkommen.

”Jeg synes, det er så rigtigt set, at man laver en fiskekonkurrence, som giver plads til både hardcore såvel som nybegynderne, og som også har fokus på mad, råvarer og den helt særlige natur og stemning, Nordvestkysten byder på.”

Gordon P. Henriksen

Foto:Gordon P. Henriksen

Spot på Nordvestkysten

”Formålet med Hook & Cook er jo helt overordnet at få spot på Nordvestkysten og de mange muligheder, der er for kystnært fiskeri i saltvand – for eksempel fra strandene eller molerne i de måneder, der efterfølger højsæsonen,” forklarer Belinda Brix Bertelsen, der er projektchef på Hook & Cook.

Derfor er det også helt bevidst, at Destination Nordvestkysten går efter forskellige målgrupper. I konkurrencen er der taget højde for, at der er udfordringer for både de meget erfarne, der skal fiske den ”svære” havbas, men også dem, der har knap så meget erfaring. Det sker ved at der er tilrettelagt flere underkonkurrencer på tværs af hele konkurrencen.

For at tiltrække blandt andet børnefamilier er der desuden tilrettelagt en fotokonkurrence, så fisk, der er under målet kan sættes tilbage. Billederne skal uploades til Facebook, og så afgøres konkurrencen ved lodtrækning.

”Udover konkurrencerne har vi jo også en masse andre aktiviteter, der har med fisk at gøre på programmet. Det gælder for eksempel tilberedning af fisk etc.” fortæller Belinda Brix Bertelsen.

Familie på båd i Hanstholm

Foto:Destination Nordvestkysten

En del af Hook & Cook langs Nordvestkysten

Danmarks vildeste lystfiskerkonkurrence er en del af konceptet Hook & Cook, der er udviklet af VisitNordvestkysten, og er et samarbejde på tværs af Destination Nordvestkysten, og er for både par, familier og fiskeentusiaster.

Det er anden gang, Hook & Cook løber af stablen. I år er det første og anden weekend i september i en række af kystbyerne på Nordvestkysten: Thorsminde, Lemvig, Hanstholm, Thorupstrand, Blokhus, Løkken, Lønstrup og Hirtshals.

Langs hele kysten er der arrangementer, der giver mulighed for at stifte bekendtskab med fiskeriets mange facetter fra hav til bord, men også fiskerikulturen og historien. Fiskekonkurrencer langs kysten skal desuden sætte fokus på de mange muligheder for kystnært fiskeri fra strande og moler både i sommersæsonen, men i endnu højere grad i sensommeren og efteråret.

Konceptet Hook & Cook er udviklet af Destination Nordvestkysten i samarbejde med de lokale turismeaktører og destinationens strategiske partnere, og det har som formål at øge rejselysten til nordvestkysten udenfor hovedsæsonerne. Det sker med en række arrangementer, events og konkurrencer, der alle har fisk og fiskeri som udgangspunkt.

Den samlede arrangementsoversigt kan findes her.

Hanstholm Fisker

Foto:Destination Nordvestkysten

Om Destination Nordvestkysten

Destination Nordvestkysten er det officielle destinationsselskab for det geografiske område, der dækker Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig og Holstebro kommuner. Destinationens hovedopgaver er destinationsudvikling og markedsføring, der ”sikrer en turisme, vi kan leve af og leve med hele året” til gavn for både turister, erhverv og lokalbefolkningen.

Belinda Brix Bertelsen
Har du spørgsmål til Hook & Cook?

Chef for strategiske partnerskaber og sæsonudvidelse

bbe@visitnordvestkysten.dk

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish