
Huset HAVS x Slice of Life
Hos Slice of Life gør de sig umage, når de bager pizza. De sætter en ære i at bruge de bedste lokale råvarer, og køber ind efter sæsonen. Menukortet er ikke så stort. Til gengæld lover de, at deres pizzaer er smækfyldte med smag og kærlighed.
Slice of Life er et napolitansk inspireret pizzeria placeret i Løkken, der åbnede i 2023. De er placeret i et smørhul, omgivet af nogle af verdens bedste producenter af fødevarer, og derfor har de fra dag ét set det som deres fornemste opgave at bruge netop disse råvarer i deres pizzaer.
"Vi har et forholdsvist smalt udvalg, der reflekterer de råvarer, som er i sæson, og som kan skaffes lokalt. Vores lokale samarbejdspartnere tæller blandt andet Rævhede i Aabybro (charcuteri), Thise Mejeri (mejeriprodukter), Thisted Bryghus (sodavand), Vendia Kaffe (Hjørring) og Bad Seed Brewery i Storvorde (øl)", sådan lyder det fra ejeren Nanna Sølvkær Schütz.
I 2025 er Slice of Life åbnet i nye, og større lokaler, og har dermed mulighed for både at servere pizza direkte i den hyggelige restaurant, eller som take-away ud i sommerhuset, eller ned til stranden i solnedgangen.