©  Foto:

Sankt Hans Blokhus Strand 2025

Når solen går ned over Vesterhavet den 23. juni, forvandles Blokhus Strand endnu engang til en stemningsfuld scene for årets Sankt Hans fejring. 

Erhvervsforeningen Destination Blokhus i samarbejde med Spillestedet Blokhus og VisitJammerbugten inviterer til en aften fyldt med musik, traditioner og sommerstemning, alt sammen med havets brusen som kulisse.

Musikmarch og korps på stranden
Aftenen indledes med musikalsk march og optræden fra nogle af de mange unge deltagere i Nordsø Festivalen. Over 700 børn og unge korpsmusikanter fra Norge deltager i årets festival, og traditionen tro vælger mange af dem at lægge vejen forbi Blokhus Strand denne aften. Klokken 19.00 starter marchen fra Blokhus Torv mod festivalområdet på stranden, hvor de deltagende korps på skift vil spille et par numre til glæde for de mange tilskuere.

The Beatles Revival – en musikalsk tidsrejse
Klokken 20.00 går The Beatles Revival på scenen og sørger for stemningsfuld strandkoncert med nogle af de mest ikoniske hits fra 60erne. Det anerkendte tributeband fra Tjekkiet leverer en autentisk oplevelse med originale instrumenter, kostumer og stærk scenetilstedeværelse. Repertoiret spænder over omkring 60 af The Beatles’ mest elskede sange, herunder Let It Be, Hey Jude og Twist and Shout. Bandet har turneret i det meste af Europa og er kendt for deres troværdige fortolkninger og energiske liveoptræden. Efter en kort pause fortsætter koncerten klokken 21.15, når bålet er tændt.

Årets båltale på Blokhus Strand
Klokken 20.50 holder borgmester Mogens Chr. Gade årets båltale, en tradition hvor den siddende borgmester i Jammerbugt Kommune sætter ord på midsommeraftenen.

Mogens Chr. Gade har været borgmester i Jammerbugt Kommune siden 2007 og har i den tid stået i spidsen for en udvikling hvor turisme, bosætning og erhvervsliv er blevet styrket markant. Han har valgt ikke at genopstille ved det kommende kommunalvalg, og derfor er det en helt særlig anledning, når han træder op på strandscenen og holder båltale for sidste gang som borgmester.

Bålet tændes klokken 21.00
Når båltalen er afsluttet, tændes bålet klokken 21.00, og traditionen tro synges Midsommervisen mens flammerne stiger op mod aftenhimlen over Blokhus Strand.

Praktisk info
Det anbefales at komme i god tid for at sikre sig en god plads på stranden. Tilkørslen via Saltum Strand er også mulig. Mange af byens restauranter holder åbent, og det anbefales at reservere bord i god tid.

Program for aftenen:

  • Kl. 19.00: Musikalsk march med korps fra Nordsø Festivalen fra Blokhus Torv til stranden
  • Kl. 19.15: Optræden på stranden ved Nordsø Festivalens korps
  • Kl. 20.00: Strandkoncert med The Beatles Revival
  • Kl. 20.50: Båltale ved borgmester Mogens Chr. Gade
  • Kl. 21.00: Bålet tændes og Midsommervisen synges
  • Kl. 21.15: Koncerten fortsætter med The Beatles Revival  

Arrangørerne glæder sig til at byde både lokale og besøgende velkommen til en stor midsommerfest med levende musik, traditionsrig båltale og smukke sommeraftenstemninger på Blokhus Strand.

Følg os:

Andre sider

VisitNordvestkysten © 2025
Danish