skip_to_main_content

Nationalparkcenter Thy

Besøg et af Nationalpark Thys informationshuse, hvor du kan få mere at vide om områdets natur og kulturhistorie. 

Du kan også finde inspiration til sjove oplevelser og aktiviteter. 

Formidlingen i Nationalparkcenter Thy skal berige, motivere og inspirere de besøgende – både voksne og børn - til læring og oplevelser i Nationalpark Thy.

Nationalparkcentrets vision er at det skal opleves som en attraktiv, levende og inspirerende indgang til Nationalpark Thy, der skal give besøgende lyst til at opdage nationalparkens unikke værdier.

Nationalparkcentret skal gennem viden om og formidling af nationalparkens natur, geologi og kulturhistorie styrke samarbejdet med aktører inden for undervisning, forskning, friluftsliv, turisme og erhvervsliv.

Centeret er åbent for besøgende det meste af året, og vil i perioder være bemandet med frivillige værter – på samme måde som informationshusene på Stenbjerg Landingsplads og Lodbjerg Fyr.

 

Oplevelser og aktiviteter  

Er du på cykeltur, går Vestkystruten (Danmarks nationale cykelrute 1) lige forbi stedet.

Du kan også opleve det kulturhistoriske miljø ved landingspladsen i Nørre Vorupør, hvor lokale fiskekuttere ligger på stranden og der ofte er et mylder af liv med turister og surfere.

Hele familien kan bade sikkert i havbadet, som er indrettet handicapvenligt med køresliske ned i vandet.

Smag på de lokale specialiteter på restauranterne og køb lækre nyfangede fisk med hjem fra fiskehandlerne.