©  Foto:

Kunstudstillingen ”Salon” på Nørre Vosborg

Billedkunstnerne Maria Hornshøj, Christina Bredahl Duelund, Ann Sophie Stærk og Arkitekt Morten Paustian står bag den kommende udstillingen ”Salon” på Nørre Vosborg. 

De har en fælles baggrund fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Den Kongelige Danske Arkitektskole.

Kunstnernes vision:

I hver vores kunstneriske praksis arbejder vi alle i et krydsfelt, hvor grænserne mellem kunst, design, interiør og arkitektur integreres organisk i et nyt fælles udtryk. Derfor synes vi også, det var interessant at gå i dialog med historien, arkitekturen og omgivelserne på Nørre Vosborg for at skabe resonans mellem fortid og nutid. 

Vores vision er at integrere vores værker i hovedhusets rum, så de smukt og meningsfuldt væves sammen med stedets fortællinger. Vi ønsker at skabe en stemningsfuld og indbydende atmosfære, hvor gæsterne kan fordybe sig i kunstoplevelsen.

Om kunstnerne:

Maria Hornshøj blander egne vestjyske rødder med historien og ånden på Nørre Vosborg. Hendes keramiktallerkener og fade leger med vestjysk dialekt, fauna og botanik, der stammer fra Nørre Vosborgs historie og de omkringliggende omgivelser. Ligeledes er hun optaget af de forskellige stuers stemninger, farver og indretning, og trækker elementer ud fra stuerne så som de smukke dørkarme og blomstermalerier, og omdanner disse til nye værker, der skal op på væggene og smelte sammen med stedets ånd og skabe en opdagelsesrejse for beskueren.

Christina Bredahl Duelund vil i samarbejde med lydkunstneren Frederik Ømann vække stedets blomsterfortællinger til live. I et sanseligt møde mellem flere større skulpturer og lyd skaber de sammen et immersivt rum for beskueren. Desuden vil de i ægte salonstil konstruere en kompleks skulptur, der fungerer som en spilledåse – en poetisk installation, hvor kunst og lyd smelter sammen og inviterer publikum til at spille med på dette forunderlige værk.

I Ann Sophie Stærks værker er Nørre Vosborgs interiør centrum for en sanselig udforskning af rum og perception. Gennem trompe-l’œil teknikker skaber hun illusioner med døre, karme og trapper, der udfordrer øjet. Lysekronerne fungerer som både spejle og pendanter til husets eksisterende lysinstallationer. I hendes kollager klippes motiver ud, og det tilbagestående papir omdannes til motiv uden motiv – en genbrugstankegang, der spejler, hvordan møbler blev taget ud af Nørre Vosborg og sat ind igen, samt en hommage til H.C. Andersens kollager. Middagsbordet reflekterer de menneskelige relationer i hjemmets intime rum. Stærks værker undersøger samspillet mellem det fysiske og abstrakte, illusion og virkelighed

Morten Paustian skaber til Nørre Vosborg – samtalestol, en modulær, rund stol, der kan sammensættes på utallige måder efter behov og ønske. Stolen kan kobles i S-form eller som en trekants dialog, og dens tolvkantede design refererer til tidstabellen i uret og Porttårnet. Denne fleksibilitet muliggør en større cirkulær form, sammensat af tolv moduler. Designet er inspireret af Nørre Vosborgs eget interiør – trægulvbrædder og trælofter – og symboliserer de mange samtaler og udvekslinger, der har fundet sted gennem tiden. Stolens enkle, robuste form understreger herregårdens tidløse karakter.

 

Fernisering lørdag den 24. maj 2025 kl. 14.00.

Arrangementet er gratis og alle er velkommen. Tilmelding er nødvendigt, så træk en gratis billet, så vi ved hvor mange der kommer.

Udstillingen kan herefter opleves i Herregården stuer frem til medio september.

Følg os:

Andre sider

VisitNordvestkysten © 2025
Danish