Jul på Bratskov
Julemarked på Bratskov i Brovst
På julemarkedet kan du besøge de mange forskellige boder, hvor du finder et væld af spændende juleting: dekorationsnisser, dekorationer, kirkegårdspynt, adventskranse, dørkranse, keramik, snemænd, nissekogler, pileflet, ting drejet i træ, smykker, hjemmelavede sæber, julebukke af halm, æblenisser, ting i strik og filt, hudpleje, smukke kniplinger, brød og kager, chokolade, honning, brændte mandler samt tombola.
Den gamle herregård byder også på arbejdende værksteder. Fra smedjen kan du høre den rytmiske hamren, når smeden banker de rødglødende hestesko i facon. I år kan du igen møde skærsliberen, mens du i skolestuen kan møde skolelæreren, som underviser i skønskrift, og måske kan du være heldig at høre en god julehistorie.
Duften af gløgg, æbleskiver, kringle og andre julelækkerier strømmer ud af Café Bratskov og sætter ekstra blus på julestemningen. Du kan også indtage en lettere frokost i form af medister med brød og rødkål og måske købe en gang risalamande med kirsebærsauce til desserten.
Lørdag arrangerer Brovst Borgerforening nisseløb på herregården. Klokken 14 er såvel børn som voksne inviteret til at danse med omkring det store juletræ i gården, hvor selveste julemanden også kigger forbi for at hygge med børnene. Juletræet på gårdspladsen er pyntet. Lørdag og søndag sælger borgerforeningen norske klejner og popcorn.
På gårdspladsen sælges der hele weekenden de lækre kandiserede æbler og nylavede brændte mandler. Du kan også få slebet dine knive.
Brovst Lokalhistorisk Sognegruppe holder åbent begge dage kl. 10-16, hvor du også kan se udstillingen om Hans Nielsen Brovst.
Brovst Fut kører både lørdag og søndag i tidsrummet kl. 10-14 fra gårdspladsen på Bratskov og op gennem Brovst by. Det er Brovst Handelsforening der har sponseret toget.
Ja, hele herregården er pyntet med gran og lys af de frivillige fra Café Bratskov. Det hele er et kig værd.
Julemarkedet er arrangeret af Café Bratskov og Brovst Borgerforening, og overskuddet fra caféen går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro.