Gå til indhold
©  Foto:

Fjordbystierne fra Doverodde

Oplevelses-og cykelruter langs Limfjorden.

Stierne byder på et rigt varieret landskab gennem fredede og naturbeskyttede områder og frodigt landbrugsland.

Området omkring Limfjorden er perfekt til cykelture i landskabet. Her er der aldrig langt mellem destinationerne, hvor nye oplevelser byder sig til. Byerne langs fjorden gemmer på fantastiske naturperler, spændende aktiviteter og en rig historie fra Danmarks fortid. Alt dette venter kun på at blive opdaget. 

De fire stier har alle udgangspunkt i Doverodde. Du kan hente en folder med kort over stierne i købmandsgårdens lille butik.

Grøn Rute - 2,2 km: Doverodde-ruten
Ruten går gennem Købmandsgårdens park, ad Kærlighedsstien og tilbage til Købmandsgården. Undervejs er der flotte kig til Limfjorden. 

Blå Rute - 6,2 km: Boddum Bisgård-ruten
Ruten går over dæmningen til Boddum halvøen, rundt om kirken, gennem Boddum Bisgård til Boddum, forbi mindesten over digteren Jens Søe (Boddums svar på Jeppe Aakjær), ned til fjorden, ad en smal tange mellem fjorden og strandengene tilbage til Købmandsgården. Ved højvande er det en god idé med gummistøvler.

Rød Rute - 8,1 km: Næssund-ruten
Ruten går ud til fællesarealet neden for sommerhusområdet, ad en markvej til Dover Møllevej mod Næssund. I Næssund kan man tage færgen til Mors eller tage turen tilbage ad Dover Møllevej. Ved højvande er det en god idé med gummistøvler.

Sort Rute - 12,9 km: Oldtidshøje-ruten
Ruten går gennem Dover Plantage til Oldtidshøjene ved Skibsted Fjord. Her kan man på store informationstavler læse om afslutningen på Vikingetiden, Boddum Bæk og Boddum Hule.

 

Doverodde Købmandsgård - Café og Butik
I den smukke gamle købmandsgård, som oser af kulturhistorie, kan du gå på opdagelse i høkerbutikken med masser af spændende souvenirs fra lokale kunsthåndværkere og købe lokale fødevarer. 

SMK Thy
Kunstinteresserede kan gå på opdagelse i SMK Thy - Statens Museum for Kunsts afdeling i Thy - i det gamle pakhus på Doverodde Købmandsgård. Her er der oplevelser for både store og små. 

 

Visit Fjordbyerne, Thy
Fjordbyernes Netværk er en platform for landsbyerne langs Limfjorden i Thy, i et område, der geografisk strækker sig fra Vilsund i nord til Draget i syd og er afgrænset af rute 11 mod vest og Limfjorden mod øst.

Netværket består af borgerforeningerne i Vilsund, Skyum, Villerslev, Heltborg og Doverodde/Boddum samt Ydby. 

Vi har etableret et stærkt netværk, hvor nøgleordet er samarbejde, hvor vi udforsker muligheder for at styrke de mange kvaliteter, der findes her.

Vi bor i et fantastisk område, som vi gerne vil gøre opmærksom på, så andre også kan have glæde af det.

 

 

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2022
Danish