
Børns møde med kunst og natur
Kom til en gratis og uforglemmelig formiddag for børn og voksne i Løkken! Oplev naturens små mirakler og giv fantasien frit spil, når børnene bliver en del af byens kunstliv.
Oplev en sjov og lærerig formiddag sammen med børnene, hvor naturens forunderlige verden kombineres med kunstnerisk udfoldelse. Arrangementet er gratis og henvender sig til børn i alderen 3–12 år sammen med deres voksne.
Arrangementet indledes med en bioblitz, hvor børnene udstyres med indsamlingsgrej til at gå på opdagelse blandt kriblekrabledyr i græsset og under stenene. De nærstuderer deres fund og lærer om dyrenes særlige kendetegn og levevis.
Når opdagelserne er gjort, bliver oplevelserne omsat til kunst. Børnene maler deres indtryk og fund på sten, som senere indgår som en del af udsmykningen på Løkken Kunststi. På den måde bidrager de til et fælles kunstværk i byen.
Natur- og friluftsvejleder Mette Ósland – kendt som NaturMette – guider deltagerne igennem formiddagen med stor begejstring og indsigt i naturens verden.
Der er fri adgang, ingen tilmelding nødvendig, og alle interesserede er velkomne.
Læs mere om kunststien på www.løkkenkunststi.dk
Malebog og kort over kunststien kan hentes på Løkken Turistbureau.