Par i sommerhus

Stormløb på feriehusarrangement - 600 tilmeldte på få dage

24.3.2023
Foto: Destination Nordvestkysten

Tilmeldingerne til årets første feriehusarrangement hos VisitNordvestkysten er strømmet ind. Der er pt 600 tilmeldte og over 100 på venteliste til bl.a. at høre om kommunernes tiltag på renovationsområdet og muligheden for at leje sit feriehus ud.

Lørdag d. 25/3 kl. 10.00 afholder VisitNordvestkysten i samarbejde med Hjørring og Jammerbugt kommuner det første af flere arrangementer for feriehusejere på tværs af destinationens fem kommuner. Arrangementet på lørdag finder sted på Vittrup Fri Fagskole, hvor husejerne bl.a. kan høre om de nye regler for affaldssortering, sikring af feriehuse og kommunernes arbejde med rekreative stier i området. Samtidig kan ejerne møde udlejningsbureauer og blive klogere på fordelene ved udlejning af eget feriehus. Overnatningstallene hos VisitNordvestkysten slog i 2022 endnu en gang historisk rekord, og den store efterspørgsel efter at holde ferie i destinationen gør, at behovet for øget udlejningskapacitet vokser. Samtidig betyder den økonomiske udvikling, at mange feriehusejere er interesserede i at leje deres hus ud, for at dække de øgede omkostninger, der er ved at være husejer.

”Vi ser dette møde som endnu et skridt på vejen til at skabe en helårsturisme, som vi kan leve af og leve med. Vi har sammen med vores fem kommuner stort fokus på turisme som vejen til øget omsætning, bosætning og jobmuligheder. Tilmeldingstallene til arrangementet viser tydeligt behovet for fortsat at have fokus på turismen som udviklingsmotor i vores område, og vi er glade for, at både kommunerne, virksomhederne og ikke mindst feriehusejerne bakker op om arrangementet. Men at der kommer så mange, det er kommet bag på os og det vi meget positivt overraskede over” siger forretningsudvikler ved Destination Nordvestkysten, Kirstine Nielsen.

Jammerbugts borgmester, Mogens Gade, og Hjørrings borgmester, Søren Smalbro, byder velkommen til arrangementet, og også Nordjyllands Politi, indretningskonsulent Anne Berg, teknik og miljø i begge kommuner samt feriehusejernes brancheorganisation indgår i formiddagens program. Arrangementet styres at moderator og vært på TV2 Nord, Pia Beltoft.

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish