©  Foto:

Løberute - Oplev historiens vingesus ved Tvis Kloster

Vandkraftsøen ved Holstebro er en opdæmning af Storå. Der er to gode løberuter: Fra Mejdal-Hallen rundt om søen, hvor du kommer en stor fårefold. Ved Tvis Mølle, finder du resterne af Cistercienser-klostret Tvis Kloster fra 1163. Klostret, Tutta Vallis, var et firlænget anlæg. Se infoskilte om klostrets historie. På vej tilbage ser du skulpturen Kaos Tempel af Frithioff Johansen.

Vandkraftsøen ligger i udkanten af Holstebro og er opstået gennem en opdæmning af Storå fra 1940 til 1942. Formålet var dengang at producere el ved hjælp af vandkraft. Søen breder sig over et areal på 64 hektar og er i dag udelukkende til rekreative formål.

I området er der to oplagte løberuter. Den første begynder ved Mejdal-Hallen og går hele vejen rundt om søen. Undervejs kommer du igennem en stor fårefold, hvor fårene hele sommeren går frit omkring. Der er risiko for at få lidt ”møg” under løbeskoene.

Derefter kommer du forbi Tvis Mølle, og umiddelbart ved siden af møllen finder du resterne af Cistercienser-klostret Tvis Kloster, der blev stiftet i 1163. Klostret, der hed Tutta Vallis, var oprindelig et firlænget anlæg, som var opført på noget, der minder om en ø. Navnet betyder den trygge dal. På stedet fortæller infoskilte mere om klostrets historie.

På vejen tilbage kommer du ved den anden ende af søen forbi TV/MIDT-VEST med den markante skulptur Kaos Tempel af Frithioff Johansen. Ønsker du en kortere tur, kan du begynde ved Mejdal-Hallen og forsætte i området omkring Uhregård. Uhregård ligger ved Uhre Sø, og gården nævnes første gang i 1633 som ”Wre”. Det var Uhregård, der måtte afgive det største samlede areal, da Vandkraftsøen blev etableret. Gården er privat ejendom.

Løbeturen er 10 km på cykelstier, grusstier og villaveje.

 

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish