©  Foto:

Hook & Cook - Dorte Visbys muffelbrændte krukker

Oplev vores særudstilling med Dorte Visbys muffelbrændte krukker i anledningen af Hook & Cook, som byder på masser af særlige oplevelser i hele området. 

Besøg Galleri Visby i uge 37, hvor du fra mandag den 9. - søndag den 15. september kan opleve en lille særudstilling med Dorte Visbys muffelbrændte krukker.

Dortes muffelbrændinger er en proces, som foregår i en muffel opvarmet til temperaturer mellem 1050˚C og 1300˚C. Muflen er en tæt lukket lerkasse - en slags ”ovn i ovnen”, som pakkes med oxyder, salte og brændbare materialer. Dorte lader sig i høj grad inspirere af hendes omgivelser og bruger de materialer, som naturen omkring os er fyldt med, typisk sand, tang og skaller, som Dorte finder på stranden.

I muflen opstår nogle særlige kemiske processer - der skabes en atmosfære, hvor de organiske materialer, som den er pakket med, idet de brænder væk, frigiver mineraler og salte, som går i forbindelse med lerets overflade - en oftest svært kontrollerbar proces. Det giver krukkerne nogle meget genkendelige kendetegn, som matte overflader med saltglinsende variationer, aftryk eller skygger af brandbart materiale og salte og et bredt farvespil.

Vi glæder os til at vise udstillingen frem og fortæller jer om værkerne. Tilmelding er ikke nødvendig og udstillingen kan ses i hele galleriets åbningstid.

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish