
BIBIANA Danmark Hirtshals
Aktuelle udstillinger i børnehøjde: "Havfolket kalder mørknet Vand" & "Friske Fiskerim".
Slip fantasien løs i den fortryllende kunsthal for børn på havnen i Hirtshals. Her er mageløs kunst og plads til fordybelse, fantasi og leg.
Fabelagtige og indlevende udstillinger i børnehøjde.
I Danmarks første kunsthal for børn inviteres børn og deres voksne ind til mageløse kunstoplevelser, og til en verden af underfundighed og fordybelse.
Er du klar på at møde havets mærkelige fiskeskabninger? Så kom med ind i udstillingen ’Friske Fiskerim’ i Danmarks første kunsthal for børn, hvor du blandt andet kan møde sardiner sure som løg, en stolt arrogant makrel, stille haletudser der larmer, sabelspætten, pansermallen og sytten spinkle skeletter med remouladepailletter.
Du kan også gå på opdagelse i udstillingen ’Havfolket Kalder Mørknet Vand’. Udstillingen er en totalinstallation, der vil bringe dig tættere på naturen og den nordjyske myte om havfolket, der lokkede fiskere og længselsfulde sjæle til havs.
Du kan deltage i workshops i begge udstillinger.
BIBIANA Danmark er en non-profit organisation, der arbejder for at inspirere og undervise børn i kunst og kultur ved at formidle verdens bedste børnebogsillustrationskunst gennem nytænkende udstillinger.
Følg BIBIANA Danmark på Facebook for åbningstider, aktiviteter og workshops, eller læs mere på vores hjemmeside her.