
Surf&Work - virksomheder i Thorsminde
I Thorsminde er virksomhederne klar til at tage imod dig og give dig en uforglemmelig sommeroplevelse. Du kan søge job hos forskellige virksomheder som røgeri, købmand, museum, spisesteder og overnatningssteder.
Virksomheder i Thorsminde:
Cafémedarbejder hos Café Fjorden
Vi søger ekstra personale til vores restaurant Café Fjorden. Du er en smilende og udadvendt person. Du kommer til at arbejde i køkkenet og med servering. Arbejdstiderne kan være dag, aften eller weekend. Restauranten har åben hele sommeren, og vi byder bl.a. på livemusik, helstegt pattegris og meget andet.
Havnemedhjælper på Thorsminde Havn
Oplev en autentisk fiskerhavn på tætteste hold, som havnemedhjælper på Thorsminde Havn. Du får forskellig artede opgaver og kommer med i maskinrummet bag en havn i udvikling. Du skal være frisk på lidt af hvert og være glad for at møde mennesker, for her møder du både fiskere og turister, der er i gang med dagens fangst.
Kundebetjening hos Min Købmand Thorsminde
Min Købmand Thorsminde søger personer med øje for den gode kundebetjening, når der fyldes op på hylderne og ved kundebetjening ved kassen. Købmanden er byens samlingspunkt, for her kommer både lokale og turister, når de kommer og handler ind i den lille hyggelige butik. Der vil også være rengøringsopgaver.
Ekspedient hos Nørgaard Fisk & Røgeri
STILLINGERNE ER BESAT! Hos Nørgaard Fisk og Røgeri på Vesthavnen i Thorsminde oplever du det autentiske fiskermiljø. Du bliver del af et team, hvor humoren er i højsædet. Vi søger friske medarbejdere til at stege fiskefrikadeller, lave lækre delikatesser til de spisende gæster og sælge fiskelækkerier ved disken. Udover disse opgaver skal du også sørge for, at der bliver hold rent og pænt.
Cafémedarbejder hos Café Havglimt
STILLINGERNE ER BESAT! Café Havglimt er kendt for at tiltrække masser af sommergæster, der er på ferie i Thorsminde. Hos Café Havglimt kan du blive en del af et stærkt hold, der lægger sig i selen for lækker fastfood og alle former for is til de sultne gæster. Du skal have godt humør og trives blandt mange mennesker. Der vil også være rengøringsopgaver.
Medarbejder hos Fjand Badeby
STILLINGERNE ER BESAT! Vi har brug for glade medværter til at hjælpe med klargøring og rengøring af hytter og lejligheder, eksekvering af koncerter og fællesmiddage, samt andet forefaldende arbejde. Vi leder efter dig, som er servicemindet og sætter en ære i det gode værtskab. Du har gerne erfaring med - eller endnu vigtigere - lyst til rengøring/klargøringsarbejde, hvilket fylder en stor del af arbejdsdagen. Vi tilrettelægger dine vagter, så de passer med busafgangene til og fra Thorsminde.
Receptionist hos Strandingsmuseum St. George
STILLINGERNE ER BESAT. Strandingsmuseum St. George er Thorsmindes største kulturhistoriske attraktion. Museet søger en smilende og høflig person til reception og butik, hvor tyskkundskaber er en fordel, men ikke et krav. Det bliver din opgave at servicere danske og udenlandske gæster, som skal købe billet før deres besøg og souvenirs, før de forlader museet.
Ekspedient hos Thorsminde Outdoor
STILLINGEN ER BESAT. Hos Thorsminde Outdoor på den hyggelige Gammel Havn finder du frilufts- og sportsudstyr som fiskestænger og lækkert outdoorbeklædning. Desuden forhandler butikken et udvalg af lokale spiselige lækkerier. Her søger vi en udadvendt person med smil på læben, der kan hjælpe med at ekspedere kunder.

Se alle camps
- Og læs mere