Tversted
Tversted er en klassisk badeby med et stort og trofast antal besøgende, som elsker Tversted for de betagende solnedgange, stranden, kunsten, jazzen og den ægte feriestemning – en stemning af ro, afslappethed og overskud til at nyde livet.
Den populære, hvide Tversted Strand har god plads til alle. Børnene kan lege i vandkanten og i klitterne. Hundene er velkomne til at køle sig i det friske hav. Bilerne holder i flere rækker, og fra sidst i juni til midt i august våger Trygfondens Badetårn over badesikkerheden.
Et stop hos et af ishusene er et must, når du besøger Tversted i sommerhalvåret. De små ishuse har fornøjet mange isglade nordjyder og turister. Især det velsmagende guf er svær at stå for.
I klitterne i Tversted er der mange bunkers, men de er godt gemt af vejen og nogle af dem har fået ny funktion som garage, vinkælder eller andet.
Naturen omkring Tversted indbyder til vandre-, cykel- og rideture.